3000 deltog i køernes forårsfest

Nygård i Tastum kunne notere sig endnu en succes med at slippe de økologiske køer på græs

16. april 2019, 08:05

Tastum Carina og Svend Otto Søgaard har efterhånden god erfaring med at arrangere forårsfest for køerne på Nygård i Tastum, så det går faktisk ret gelinde at få flere tusind gæster i biler ind på matriklen og ud igen i løbet af et par timer.

Søndag var de på den igen, da 450 økologiske Jersey køer skulle slippes på græs for første gang i år som dagens absolutte hovedattraktion.

Men inden da var der også rig mulighed for at smage på både kakaomælk, koldskål og en helt ny gårdmælk, som bliver solgt i Irma, samtidig med at de mindste kunne hygge sig med at klappe kalve, hoppe i halmborgen eller køre go-kart ræs på små John Deere-traktorer.

Har fundet et godt leje

Og det var et tilbud, som, ikke så få havde vurderet, ville være den bedste måde at spendere en søndag på.

- Vi havde en drone i vejret, så vi kunne tælle, hvor mange biler der var, og på den måde er vi nået frem til omkring 3000 gæster. Så det er da nogle stykker. Vi har været oppe på næsten 5000, men det var også for mange, så det har fundet et godt leje omkring det her antal, lyder det dagen derpå fra en tilfreds Carina Søgaard.

Hun var selv i arbejdstøjet søndag med at servere smagsprøver på produkter fra Thise Mejeri, hvor Carina og Svend Otto Søgaard har været andelshavere siden 2001.

Klædt på til en snak

I alt var en gruppe på cirka 30 mennesker bestående af gårdens folk, familie og venner i arbejde med at holde styr på køerne både på parkeringspladsen og i stalden.

De bar alle ens t-shirts og navneskilte, for det er vigtigt at være synlige og klædt på til at tage en snak med folk.

- Der er mange, der har spørgsmål, ikke mindst de mange småbørnsfamilier, som vi især fokuserer på. Men alle var glade og tilpasse, så det er vi rigtig tilfredse med, siger Carina Søgaard.

Se flere fotos her