Hold øje med pengene på blå mandag

En ung konfirmand med penge på lommen er et let offer

22. april 2019, 11:09
Samvær, hygge og forbrug går hånd i hånd på blå mandag. Foto: Ingimage.com

Fjends Konfirmandernes blå mandag har altid været noget af en shopping-ekspedition, hvor kuverterne fra konfirmationens gavebord veksles til masser af tøj og elektronik og andre lækkerier.

De unge føler sig som konger og dronninger af verden, og de har lige pludselig fået råd til at købe det meste.

Ifølge en undersøgelse fra Nordea fik en gennemsnitlig konfirmand i 2016 hele 26.000 kroner i pengegaver, og det er adgangsbilletten til at indløse en hel del drømme på en blå mandag.

Her er det en god ide at slå lidt kedelig voksenerfaring og koldt vand i blodet. Med et par simple regler og retningslinjer kan man undgå, at konfirmandernes blå mandag ender i the blues.

Her er fem tips

1) Tag stilling

Ja, det er dine penge, men overvej lige, hvad de skal bruges på, før du rammer storbyen med dens mange fristelser.

2) Ingen eller få kontanter.

Der var ifølge Danmarks Statistik 3819 anmeldelser af tyverier begået mod børn og unge mellem 10 og 19 år i 2017. Lommetyve har ingen fine fornemmelser. Sæt pengene på en bankkonto og tag et hævekort med i stedet – kan I ikke nå at få pengene i banken, så må forældrene lægge ud med en overførsel. Kontanter er en rigtig dårlig ide.

3) Læg et budget

Har du nogle ønsker om en mobiltelefon eller et smykke, så gør det til målet for dagen. Ellers risikerer du at brænde det hele af på noget, der lige frister.

4) Gå sammen

En konfirmand lyser langt væk af penge, og det er før sket, at den nye mobiltelefon, ur eller halskæde er blevet frarøvet en nybagt konfirmand. Gå altid flere sammen på blå mandag.

5) Spar op

Det er de færreste af os, som får 26.000 skattefri kroner i tide og utide. Det sker forbløffende sjældent! Så lav en opsparing, og kom i gang med at få en god vane med at passe på dine penge.