Børnehus fik uventet gave fra gammel fond

Nu kan man købe lidt nyt legetøj i naturbørnehuset Knuden

20. april 2019, 06:21
Fra venstre sognepræst Jørgen Tjelle Holm, leder af børnehuset Inge Henneberg og formand for børnehuset Mathias Holm. Foto: Britta Kristiansen

BØRN Uventede penge er altid skønt, især når man er en privat børneinstitution. Og uventede penge var lige, hvad Naturbørnehuset Knuden i Knudby fik forleden.

Det var den lokale sognepræst, der kom forbi med 2500 kroner til børnehuset.

- De stammer fra en gammel fond - Den Thaarupgaardske Stiftelse - der blev oprettet i 1681. Der blev på den tid testamenteret et beløb til stiftelsen. Og det har altså kørt helt frem til i dag. Nu var der så kun 8000 kroner tilbage i stiftelsen. Så vi besluttede at dele pengene i tre portioner - til børnehuset i Knudby, til Viborg Krisecenter og Kirkens Korshærs varmestue i Viborg, sagde sognepræst Jørgen Tjelle Holm ved overrækkelsen.

Både leder af børnehuset, Inge Henneberg og formand for forældrebestyrelsen, Mathias Holm, var glade for pengene og lovede at finde på noget rigtig godt til børnene at bruge pengene på.

Den uventede gave blev givet, da børnehuset forleden havde fire års fødselsdag og inviterede på bålbagte pandekager i haven.