Invasion fra Mars prægede Fjendsløbet

Fysioterapeut Ib Damsgaard stillede med en lysegrøn flok på 90 deltagere

08. maj 2019, 10:54
1 af 3 I alt 215 deltagere stillede til start i den 37. udgave af Fjendsløbet. Foto: Henrik Bagge
2 af 3 Ib Dasmgaard havde sørget for både tilmeldingsgebyr og løbetrøjer til sine 90 deltagere i aldersgruppen 4-75 år. Foto: Henrik Bagge
3 af 3 90 deltagere var meldt til Fjendsløbet af Damsgaard Fysioterapi og Træning i Stoholm, der havde udstyret det store fælleshold med ens løbetrøjer. Foto: Henrik Bagge

Sparkær De kom mest fra lokalområdet, men også fra Viborg og Skive, og en enkelt kom halvforpustet stormende ind til start, fordi hun lige kunne nå det med et fly fra Malaga!

Tirsdag aften blev Fjendsløbet afviklet for 37. gang, og mens deltagerantallet over de sidste år har fundet et pænt leje omkring de 150, var der i 2019-udgaven ikke mindre end 215 til start i gråligt vejr, da Hans Peter Johansen fra løbeafdelingen i Sparkær IF kunne skyde løbet i gang med tre ruter på henholdsvis 4,8, 7,6 og 11,5 kilometer.

Én mand meldte 90 til

Det skyldtes ikke mindst, at Ib Damsgaard fra Damsgaard Fysioterapi og Træning i Stoholm denne gang virkelig havde lagt sig i selen for at stille med det størst mulige hold.

Han formåede simpelthen at tredoble antallet fra de normale cirka 30 til 90 deltagere i år.

- Sidste år, da jeg havde 30 med, lovede jeg HP (Johansen, red), at jeg ville prøve at nå 50 i år. Jeg fortrød næsten, for jeg syntes egentlig, det lød lidt vildt, men nu er vi altså 90, grinede Ib Damsgaard, der dog ikke ville love, at et dejligt rundt tal som 100 ville blive målet næste år.

Brugte hele netværket

Han havde nu også været godt rundt i hele netværket for at lokke både familie og kolleger med, og ikke bare de klienter fra klinikken, som han havde anbefalet at deltage.

Klienterne udgjorde dog cirka halvdelen af Damsgaards lysegrønne hær, der fik feltet til at ligne en invasion fra Mars ved starten.

Hans deltagere var i aldersgruppen 4-75 år, der var 13 børn under 14 år, men især havde familiekonstellationer skubbet tallet i vejret.

Her var to voksne med fire børn, her var tre generationer samlet og her var tre midaldrende søskende, som benyttede lejligheden til at samles om noget sjovt og sundt.

En glad sponsor

Og alle havde de det til fælles, at de havde fået sponsoreret både tilmeldingsgebyret og den lysegrønne løbetrøje af Ib Damsgaard, der ser Fjendsløbet som et oplagt sted at lægge nogle støttekroner.

- HP og Karen (Ladefoged, red.) gør et kæmpe arbejde for idrætslivet herude, og det er værd at støtte op om, sagde Ib Damsgaard, der ikke selv var i løbeskoene.

Han havde nok at gøre med at holde styr på sin flok, heriblandt en kvinde på over 70 år, der har været næsten afholdt fra at gå efter en knæoperation, men nu havde sat sig for at gå de 4,8 kilometer.

Ifølge Ib Damsgaard er gang nemlig rigtig godt til nye knæ, og han frygtede ikke, at han skulle ud og hente sin klient siddende demoraliseret i en grøft halvvejs ude på ruten.

- Hun har allerede testet distancen og gennemført, så det kan hun sagtens, og hun har bare glædet sig til at deltage.