Ikke en eneste nitte

08. maj 2019, 13:20
Karin Gaardsted

Nabil, Armen, Anosha, Paivastoon, Rokas og Ke.

Det er bare seks ud af de omkring 150 unge, jeg gennem de seneste par år har haft oppe at køre, når jeg alligevel tager turen fra Viborg til Christiansborg eller hjem. Jeg har tilmeldt mig GoMore, som er en platform, hvor man kan tilbyde eller få et lift med personer, der alligevel kører. Det er gratis at køre med mig, så jeg har ofte »fuldt hus«.

Jeg kunne også nævne Ritha, Birla, Irati, Milad, Grazyna og Mehdi – de kommer fra alle mulige lande og er kommet her til Danmark på forskellig vis. Nogle som flygtninge eller indvandrere, andre som studerende.

Nogle er kommet her som små, andre som halvvoksne. Fælles for dem er, at de er ved at skabe sig en fremtid i Danmark. De taler dansk, er i uddannelse eller i arbejde og har alle både mod på og et håb om, at Danmark skal være deres hjemland i al fremtid.

Det er aldrig svært at føre en samtale. Vi taler om deres liv. Om uddannelse, deres boligsituation, fritid, rejser, familie, drømme om fremtiden og… ja, så falder snakken også på den hårde tone, der er kommet i det danske samfund over for personer med udenlandsk oprindelse.

De unge siger, at de gør alt det, danskerne forventer af dem. De lærer sproget, de tager uddannelse, de deltager i samfundslivet, de får børn, og de går på arbejde. Alligevel skal de høre på nedladende tale om, hvor meget de belaster vores samfund. At de bare skal skrubbe hjem og det, der er langt værre. De kan ikke forstå det, og de er ulykkelige over det.

I går var det en ung mand, Nabil, fra Marokko. Han taler fejlfrit dansk. Studerer til elektroingeniør på DTU og er kun nogle få måneder fra at få sin kandidateksamen. Han er gift med en dansk kvinde, som oven i købet er præst i den danske folkekirke. Det udløste befriende latter i kabinen, for alt kan jo lade sig gøre, når bare kærligheden er til stede. Sammen har de en lille søn, og alt er godt i den lille familie. Nabil tog i øvrigt et halvt års barselsorlov, bare for lige at nævne det.

Han er et rigtig godt eksempel på vellykket integration og vil komme til at bidrage til det danske samfund i fuld udstrækning. Måske endda mere end det.

Loris, Vuk, Aron, Eslam, Mashal og Shiren – alle optimistiske unge med mod på livet, også selv om nogle af dem har lidt større sten i livsbagagen end os andre. Det håndterer de, fordi de nu er i et fredeligt land, og fordi de kan se, at deres drømme om uddannelse og en fremtid i tryghed her kan blive til noget.

Men når samtalen kommer ind på den hårde tone i debatten, så bliver der lidt stille. Det er altid mig, der bringer det på bane, og der er ingen tvivl om, at det er belastende for dem.

Jeg tænker, at vi godt kan gøre det bare lidt bedre. Uden at anstrenge os over evne. Der kommer flygtninge til vores land, som kommer til at blive her, og som ikke bliver sendt hjem, fordi det er for farligt at vende tilbage. Lad os modtage disse unge med mere åbenhed og sammen med dem tro og arbejde på, at de kommer til at være velintegrerede og dermed bliver et stort aktiv for Danmark. Vi har brug for både social- og sundhedsassistenten og for elektroingeniøren.

Abdirizak, Marica, Mohammad, Yasser, Idalia. Hvor har jeg været heldig at få lov til at lære jer bare lidt at kende. To til tre timer i bilen gør jo ikke alverden, men det giver alligevel et sundt, sjovt og godt indblik i, at vi har meget mere til fælles, end vi måske ved. Jeg giver det en chance. Det vil jeg også opfordre andre til at gøre. Vi skal have den hårde tone væk.

Blandt dem, som helt tilfældigt endte i min bil, har der ikke været én eneste nitte.