Hvorfor hænger Torsten i lygtepælene?

Er den tidligere borgmester på vej til at bytte Sparkær ud med Bruxelles? Nej, siger han selv

09. maj 2019, 14:42
Torsten Nielsens kandidatur til Europa-Parlamentet er nu synligt i lygtepælene i Viborg. Foto: Henrik Bagge

Fjends Når du den 26. maj går ind i stemmeboksen for at sætte dit kryds til valget til Europa-Parlamentet har du mulighed for at stemme på Viborgs tidligere borgmester og nuværende byrådsmedlem Torsten Nielsen (C).

Det vil den opmærksomme borger måske allerede have bemærket, idet den i Sparkær bosiddende ejendomsmægler nu pludselig er at finde på plakater hævet over trafikken på gader og stræder i Viborg og omegn.

Men hvis den drevne kommunalpolitiker, der er vant til at øve indflydelse på knap 100.000 menneskers liv, nu pludselig har fået ambitioner om at lave lovgivning for over 500 millioner mennesker, er det da vist noget, han har gået og puttet med.

Vil trække for spidskandidaten

Det er nu heller ikke derfor, Torsten Nielsen har meldt sig på banen, når de konservative skal forsøge at få valgt et medlem til det tomme sæde, som nuværende medlem af parlamentet Bendt Bendtsen efterlader sig, idet han ikke genopstiller.

Ny spidskandidat i hans sted er Pernille Weiss, og det er for at give hende en hjælpende hånd, at Torsten Nielsen på opfordring af sin partiformand Søren Pape Poulsen har sagt ja til at optræde på stemmesedlen som en af i alt 16 konservative kandidater.

- Jeg sagde nu nej først, men da jeg tænkte mere over det, gik det op for mig, hvor vigtigt det er, at vi beholder den eneste plads, Danmark har i den store gruppe af konservative i EU, siger Torsten Nielsen med henvisning til EPP (European People’s Party), som er parlamentets største parti og samler Europas konservative og kristendemokrater.

Mange bække små...

Selv om han synes, at partiet har en dygtig spidskandidat i Pernille Weiss, erkender han også, at hun nok ikke er det mest kendte ansigt i bevidstheden hos det danske vælgerkorps. Derfor er man nødt til at trække på alle forhåndenværende kræfter.

- Alle stemmer tæller med i det store spil, og derfor er det vigtigt, at alle vælgere har en kandidat, de kender, også her i det midtjyske, siger Torsten Nielsen, der ikke selv mener, at det er værd at spille på den overraskelse, det ville være, hvis han kom ind.

I løbet af de seneste par dage har man ellers set både Liverpool og Tottenham komme tilbage fra 0-3 og nu stå i en Champions League finale.

- Ja, det ser ud til, at det er miraklernes tid, men jeg anser det nu ikke for særligt sandsynligt, at jeg bliver valgt ind. Og det er altså heller ikke derfor, jeg har sagt ja, understreger Torsten Nielsen.