Skulle det være otte krus og en kjole?

28 frivillige befolker populær Røde Kors genbrugsbutik i Stoholm

10. maj 2019, 09:49
1 af 4 Lise Madsen, Jonna Jakobsen og Bente Dahl i Røde Kors butikken i Stoholm. Foto: Britta Kristiansen
2 af 4 Foto: Britta Kristiansen
3 af 4 Foto: Britta Kristiansen
4 af 4 Lise Madsen, Jonna Jakobsen og Bente Dahl ved Røde Kors butikken i Stoholm. Foto: Britta Kristiansen

GENBRUG Det er i den grad populært at genbruge, hvadenten det er tøj eller ting. Det kan de mærke hos Røde Kors-butikken i Stoholm.

Her møder vi Bente Dahl, Lise Madsen og Jonna Jakobsen, der er med til at drive stedet på vegne af Røde Kors.

Butikken i Stoholm bliver holdt i gang af 28 frivillige. Nogle arbejder en gang om ugen eller en gang hver anden uge, mens dem, der er der oftest, arbejder tre-fire gange om ugen. Ingen arbejder hele dage. Oftest skifter man personale kl. 13.30.

Nye varer hver måned

Og de frivillige sørger for alt - lige fra modtagelse af genbrugsvarer til rengøring af butikken.

Mandag og onsdag bliver der sorteret voksentøj - og tirsdag gælder det børnetøj. Tøjet er kun i butikken omkring fem uger. Er det ikke solgt på den tid, så bliver det overført til et fælles genbrugscenter i Horsens, hvor det kan komme videre til enten nødhjælp eller til en anden butik. På den måde er der hver måned noget nyt at købe i butikken.

De 28 frivillige i Stoholm er alle personer, der ikke er på arbejdsmarkedet. Og alderen er mellem 40 og næsten 90 år.

De tre kvinder, som Fjends Folkeblad taler med i butikken, er alle glade for at gøre en indsats for det gode formål. Og ellers er de der også for det sociale samvær og for hyggen. Man møder nye mennesker og kan endda etablere nye venskaber ved at være frivillig her.

I butikken sælger man alt fra tøj til nips. Der er ikke plads til store møbler, så det har man ikke. Men glas, porcelæn, bestik, gardiner, legetøj, bøger, børnetøj, dametøj og herretøj er der blandt andet på hylderne lokalt.

Jonna Jakobsen elsker at lave fine detaljer til butiks-vinduerne. Der skal helst være noget smart at kigge på, når man kommer forbi udenfor. Så hun får tøjet til at tage sig bedst muligt ud i vinduet.

Nu med Mobilepay

Kunderne er i alle aldre - men den mest gængse kunde er imellem 30 og 50 år. Førhen var der mange ældre kunder, men dem er der ikke så mange af mere. Også unge kunder lægger vejen forbi.

I december sidste år begyndte butikken i Stoholm at kunne modtage betaling via Mobilepay. Og det har givet mere salg:

- Før kunne folk jo kun købe, for de penge, som de havde i pungen. Tit når de kommer til kassen og opdager, at vi tager imod Mobilepay, så går de en tur mere i butikken og køber gerne lidt ekstra, fortæller Bente Dahl.

De frivillige får hvert år en sommerudflugt og en julefrokost for anstrengelserne.

Sidste år havde Stoholm-butikken en omsætning på cirka 350.000 kroner. Så der er masser af kroner til værdigt trængende fra salget af genbrug lokalt. Pengene går både til projekter i u-lande og til arbejdet i Danmark - blandt disse til sommerlejre og til julehjælp.

Inden så længe skal der ske lidt renoverering i butikken i Stoholm. Blandt andet med ny belysning.