Generalforsamling med ros til ny købmand

Sparkær Købmand kom godt ud af et udfordrende 2018

13. maj 2019, 16:32
Arkivfoto

Sparkær Et fyldt forsamlingshus dannede torsdag rammen om den årlige generalforsamling for Sparkær Købmand.

Og i formand Henrik Andersens beretning var der ros til den nye købmand Michella Povlsen for gode og positive tiltag i butikken, ligesom han understregede, at der nu er bevist et grundlag for en sund købmandsbutik i Sparkær trods et udfordrende år i 2018.

Såvel formanden som den nye købmand takkede kunderne for opbakning og handel i butikken.

Vedtægtsændringer varslet

Der var genvalg til Per Jensen og Tina Gade, mens Christian Ishøi nu er ny i bestyrelsen i stedet for Torsten Nielsen.

Bestyrelsen har efter generalforsamlingen konstitueret sig med formand Henrik Andersen, næstformand Per Jensen, direktør Lone Sørensen, sekretær Tina Gade samt Mikael Olesen og Christian Ishøi som menige medlemmer. Fra erhvervsklubben sidder Lene Bækgaard og Tonny Jeppesen.

På trods af det store fremmøde var der ikke tilstrækkelige stemmer til at kunne gennemføre de varslede vedtægtsændringer, så bestyrelsen vil indkalde til en ekstraordinær generalforsamling onsdag den 29. maj.