Stubmøllen fik nye vinger på

Med 20 meter lange vinger har Hjerl Hede nu sat punktum for fire års restaurering

16. maj 2019, 12:42
Daglig leder Uffe Sckerl og butiksleder Ulla Barrit Nielsen foran Hjerl Hedes vartegn, stubmøllen, der har fået nye vinger på. Foto: Henrik Bagge

Tirsdag den 7. maj kan bogføres som en lykkelig dag på Hjerl Hede.

Da fik frilandsmuseets gamle stubmølle omsider monteret sine nye vinger efter samlet fire års restaurering af hele møllen.

Det har nemlig, i den sande vindmølle-ånd, været et langt, sejt træk at nå så vidt.

Ingen fonde har villet støtte det historiske restaureringsprojekt med en af de få stubmøller, vi har tilbage i Danmark, og det har resulteret i en egenfinansiering fra museets side.

Klar til juni-åbning

Det har taget fire mand cirka en måned at lave de 20 meter lange vinger i douglastræ fra skovene ved Silkeborg, mens selve monteringen blev klaret på to-tre timer trods hagl, regn og vind.

Dermed vil stubmøllen kunne dreje sine nye, smukke vinger til fornøjelse for alle, når sommerlevendegørelsen på Hjerl Hede i år åbner den 29. juni.

Men det er ikke bare vingerne, der igen kan dreje. En stubmølle er nemlig kendetagnet ved, at den står på en fod, så hele møllen kan drejes efter vindretningen.

Stubben, som har givet møllen sit navn, er et lodret stykke tømmer, der bæres og støttes af møllefodens skråstivere. Stubmøllerne blev oprindeligt brugt til at male korn på kværne.