Himmelske dage på heden

19. maj 2019, 06:31
Pressefoto

Fjends De lokale menighedsråd gør i år noget ekstra ud af det store, fælleskirkelige event »Himmelske Dage«, som er en slags landsstævne for troende og afvikles hvert tredje år.

Det skyldes, at det denne gang afvikles i Herning som »Himmelske Dage på Heden« og ventes at samle tusindvis af mennesker over fem dage til mere end 350 arrangementer på 28 lokaliteter i Herning.

En af de helt store begivenheder er åbningsgudstjenesten på Kristi himmelfartsdag torsdag den 30. maj klokken 14 på Torvet i Herning.

Den forestås af biskop Henrik Stubkjær, mens Søren Birch vil dirigere et stort kirkekor med 500 korsangere fra området, som sammen med Herning Kirkes drengekor vil være med til at give nogle ekstra decibel til fællessangen akkompagneret af Prinsens Musikkorps.

Fælles buskørsel til Herning

Da der formentlig vil gå mange år, før arrangementet igen kommer så tæt på, er pastoraterne i Vestfjends, Stoholm, Daugbjerg, Mønsted, Smollerup og Sparkær gået sammen om at arrangere fælles buskørsel med opsamling fra kirkerne i Stoholm, Sparkær, Daugbjerg og Vridsted med start i Stoholm klokken 10.40.

Menighedsrådene sørger for en sandwich og en flaske vand til frokost, inden man ankommer til Herning og »aflæsning« tæt på torvet.

Deltagerne opfordres til selv at medbringe stol eller rollator, da der kun er ståpladser, og der bliver nok tid til at kigge sig lidt omkring både før og efter gudstjenesten, inden bussen igen vender næsen mod Fjends klokken 16.

Der er tilmelding i de respektive pastorater senest mandag den 20. maj. Det er gratis at deltage.