Ronja Røverdatter tager form

Ronja, Birk og de løjerlige rumpenisser i skoven har travlt i øveren

20. maj 2019, 15:02
Pressefoto

Thorning Skuespiltruppen bag »Ronja Røverdatter«, der er »Danmarks hyggeligste Friluftsspil« i Thorning i år, øver nu flittigt udendørs på Friluftsscenen.

De krævende hovedroller som Ronja og Birk spilles af henholdsvis 18-årige Lucca Duff fra Herning og 17-årige Oliver Skøtt fra Holstebro. De tager nu udfordringen helt roligt og glæder sig til at vise det endelige resultat.

Begge er meget ambitiøse og har som erklæret mål på sigt at kunne leve af skuespil, og de har da også begge et langt »synderegister« af medvirken i små og store roller på mange forskellige teatre.

At begge målbevidst går efter at søge optagelse på skuespilskole eller musicalakademi, er i øvrigt helt i tråd med Thorning Friluftsspils ønske om at være rugekasse for de store teatre.

Godt fællesskab i truppen

Oliver Skøtt synes, at det er grineren at spille med i Thorning – meget bedre end på de etablerede teatre, hvor alt er meget produktminded.

Friluftsspillet bruger nemlig tid på at skabe fællesskab og venskab, så de agerende får et godt forhold til hinanden, og det er ret vigtigt, når man skal stå på scenen sammen og yde det ypperste.

Lucca Duff finder det nemt at leve sig helt ind i karakteren som Ronja og give sig fuldt ud. Hun har som mål at give publikum den bedste oplevelse.

Det er Luccas debut med udendørsteater, så hun håber i sit stille sind på - om ikke solskin - så i hvert fald tørvejr i spilleperioden.

13 skolebørn i alderen 7-15 år spiller de små finurlige Rumpenisser.

Mange af børnene har tidligere været med som statister på forskellige teatre, i film og reklamer, mens enkelte er med for første gang.

Alle glæder sig til at komme til øvetimerne, hvor de hygger sig sammen, og de er allerede dygtige til deres dansenumre.

»Ronja Røverdatter« opføres syv gange 1.-9. juni på Friluftsscenen i Thorning under de gamle egetræer, og billetsalget er i fuld gang.

Se annonce andetsteds i avisen