Værn om de frie skoler

21. maj 2019, 11:38
Kristian Pihl Lorentzen

Centralisering og flytning fra landet til de større byer skyller ind over landet. Det er en trist udvikling, der truer med at skævvride Danmark og ødelægge sammenhængskraften.

Friskolerne er en af de ting, der bidrager til at opretholde liv på landet, samtidig med at det frie valg af skole er en umistelig værdi i vores samfund.

Derfor er det rystende, at Socialdemokratiet går til valg på at nedsætte friskolernes statstilskud til 71 procent af udgifterne til folkeskolerne. Friskoler og private grundskoler modtager i dag et statstilskud svarende til en procentandel af udgiften til folkeskolerne - den såkaldte »koblingsprocent«.

Fra 1995-2010 lå koblingsprocenten stabilt på 75 procent af udgifterne til folkeskolerne. Derefter fulgte en periode med reduceret statstilskud, hvorefter den siddende blå regering har normaliseret statstilskuddet til 75 procent plus 1 procent målrettet inklusion og specialundervisning.

Det skal vi holde fast i. Friskolerne udgør i min optik en meget stor værdi – ikke mindst i kølvandet på lukning af rigtig mange landsbyfolkeskoler. Store skoler er ikke nødvendigvis de bedste. Tværtimod er den nærhed og ro, som mindre skoler giver, det bedste for mange børn.

Dertil kommer friskolernes betydning for de nære samfund. Lad os samle kræfterne om at værne om de frie skoler.

Det er velkendt, at S og de andre røde partier ikke kan fordrage borgernes frie valg. Men det må ikke lykkes dem at undergrave eksistensen af de frie skoler.