Towli´ torsdag med Maxi Girls

Der er tykt af tilbud på torvet i Stoholm i morgen

22. maj 2019, 11:07
1 af 2 Towli´ Torsdag på torvet i Stoholm. Arkivfoto
2 af 2 Fjends Folkeblad mødte i august Inge Marie Munk, Lena Korreborg Nielsen, Lene Wilhjelm, Lisbeth Blach og Ruth Pedersen fra Stoholm på Hjarbæk Havn, da de var ude at lufte Maxi Puch´en. Siden er de blevet mange flere, og torsdag triller de ind på Torvet i Stoholm til Towli´ Torsdag. Foto: Henrik Bagge

Stoholm En række af Stoholms butikker tager tyren ved hornene, når de rykker sammen i arenaen på torvet og holder Towli´ Torsdag i morgen klokken 17-21.

Det betyder, at der kan handles og hygges som aldrig før på torvet, der nu igen er fint belagt med asfalt, ligesom det i øvrigt er tilfældet med resten af bymidten.

Stoholm Slagter sørger som sædvanlig for aftensmaden, herunder ædle dråber fra slagterens seneste knopskydning, »Æ Brygstouw«.

Maxi Girls giver den gas

Og så har en gruppe lokale, vilde engle meldt deres ankomst, idet knallert-klubben Maxi Girls Viborg vil give den gas på deres foretrukne transportmiddel, Maxi Puch´en.

Fjends Folkeblad omtalte i august gruppen i artiklen »Bred ymer og knæhøj karse«.

Dengang hed den Puch Pigerne og talte kun en håndfuld medlemmer, herunder Ruth Pedersen fra Stoholm, men siden er op imod en halv snes stykker flere kommet til.

Og når de mødes til Towli´ Torsdag i Stoholm er flere af dem decideret på hjemmebane, for blandt de nytilkomne medlemmer finder vi både Torvets egen Bente Jensen fra Butik Bente, Nina Guldhammer fra Si-Ki Garn og Ketty Kamstrup fra Tøjeksperten.