Rocken ruller i Stoholm

Let´s rock together, lyder den fælles opfordring fra borgerforening og rockband med lokale rødder

22. maj 2019, 15:44
Privatfoto

Stoholm »I love rock’n’roll«.

Hvis det er sådan, du har det, er der ingen undskyldning for ikke at være i Stoholm Anlæg lørdag den 25. maj, når luftrummet under den stoholmske aftenhimmel fyldes af uforfalskede rocktoner, fra dengang mor var dreng.

Det er midtjyske Rock About, der udløser din indre luftguitarist og får dig til at synge ned i en hårbørste, når de varsler et bredt udvalg af nostalgiske evergreens fra rockens himmerige.

Med midtjysk menes hovedsageligt Viborg-området, men guitarist Kesse er faktisk så lokal, at han har sine rockrødder i Stoholm.

Hyldest til rockmamas

Ud over Kesse består Rock About af John, Per, Brian, Jan og ikke mindst Christina i forgrunden.

Med Christinas fantastiske stemme i centrum er en aften i selskab med Rock About også et stykke hen ad vejen en hyldest til historiens store rockmamas fra danske Sanne Salomonsen til evigtunge Tina Turner med ophold undervejs hos både Roxette, Heart og Joan Jett.

Men repertoiret er bredt og spænder fra kendte, ældre ørehængere til den nyeste pop/rock leveret af et rutineret rockorkester med en lang og solid baggrund inden for alle genrer, og ikke mindst har de alle slidt hårdt på både landevejen og de skrå brædder.

Også for børnene

Arrangør er Stoholm Borgerforening, der har udvidet paletten og nu også gør det udi folkefest i anlægget. Der kommer således formentlig et par yderligere arrangementer i løbet af 2019.

Denne lørdag er også for de mindste, når de fra klokken 16 kan høre børnevenlige toner og siden også vil blive underholdt af to-tre af medlemmerne i Rock About, der også er leveringsdygtige i lidt Åh Abe og boogie woogie.

Fra arrangørside forlyder det i øvrigt, at bandet har allieret sig med nogle drone-folk, der på aftenen skal optage noget til en video eller måske en hel koncert, så der er også en mulighed for at du bliver foreviget, mens du ryster den til Rock About.