Kalkmineløbet Der er løver i skoven

Er uheldet ude, venter der hjælp med bid i

26. maj 2019, 11:54
Arkivfoto

Kalkmineløb Grrrrr.

Der er ikke bare løbere, men også løver i skoven, når Kalkmineløbets rute bringer deltagerne fra Mønsted til Daugbjerg og tilbaws ijen.

Det er nemlig Lions Club Fjends, der står for at holde opsyn med deltagerne i skovområdet mellem de to byer.

Præsident Bjarne Bilstrup fra Lions Fjends sagde ja, da de blev spurgt sidste år, om de var interesserede i at have opgaver som hjælpere.

Dengang drejede det sig hovedsageligt om parkering, men i år har man fået tildelt skoven som ansvarsområde, hvor 24 løver med 2-300 meters mellemrum vil se til, at alle kommer ud af skoven i samme stand, som de kom ind.

- Vi skal sørge for, at de ikke løber forkert og farer vild i skoven. Det går fint første gang, de kommer forbi, men fjerde gang er nogle så udmarvede, at de ikke ved, hvor de er, og hvis det så også regner, går det helt galt, siger Bjarne Bilstrup, der smører tykt på og ikke regner med, at det går så galt.

- Hvis vi er heldige, skal vi ikke lave en skid, men bare heppe og pege og råbe kombardo.

Allerede tirsdag hvæsser løverne kløerne første gang, da de har lovet at stille med otte mand til at stille det store telt op i Mønsted.

- Vi fik ros for vores deltagelse sidste år, og det er en god aktivitet for os. Vi har lidt indtjening ved det, men lige så vigtigt er det, at den dag vi står og skal sælge lodsedler, kan folk også huske, at de så os til det her, siger Bjarne Bilstrup.