Orangeri klar på Sjørup-center

Ældrecenter har fået en skønnere have

06. juni 2019, 08:20
Her bliver orangeriet officielt præsenteret - og det samme gjorde den nyanlagte have. Foto: Britta Kristiansen

SJØRUP En sansehave og et orangeri blev forleden indviet på Sjørup Ældrecenter.

Det er midler fra demens-puljen, der har betydet, at man har kunnet etablere de fine nye omgivelser mellem det nye demens-center og fest-salen.

Brugerrådets formand, Anna Lyhne, bød folk velkommen og stod for den officielle præsentation af det lille orangeri og den nye have.

- Vi får også en bålhytte, som kommer til at ligge længere nede mod skoven. Og det er så dejligt, at det endelig sker. Vi har i lang tid gerne villet have noget her i haven, hvor der var et springvand, der ikke rigtig fungerede. Nu har vi så orangeriet og sansehaven, hvor der vil være blomster hele sommeren, sagde Anna Lyhne blandt andet.

Efter talen kunne man bese orangeri og have - og straks blev de gode stole i orangeriet taget i brug. Her er nemlig godt at sidde, når det blæser uden for. Håbet er, at det vil være et sted, som de ældre får det godt af at opholde sig.

Haven består også at krukker med planter og en del hyggelige sten-skulpturer af dyr - ekspemlvis egern, sæl og pingvin.

Efterfølgende kom musikterapeut Ole Brandstrup og sang nogle syng-med-sange, inden der blev serveret kaffe i festsalen.