Billingefest med tyvstart og juletema

10. juni 2019, 13:45
Arkivfoto

Det er måske meget passende, at arrangørerne bag Billingefesten i år har valgt »Jul« som tema, for som børn før juleaften har de glædet sig så meget, at de slet ikke kan vente med at komme i gang.

Derfor har Billingefesten i år valgt at tyvstarte med aktiviteter og give den gas lige fra tirsdag aften, hvor et motorcykeltræf både starter og slutter i Sparkær, hvor Viborg Trial Klub giver opvisning, og hvor Sparkær træder ind i Lokaldysten.

Onsdag har man gjort forpremieren på Billingespillet åben for publikum, mens der også er arrangeret fællessang ved Bue Sørensen og Glenn Lautrup.

Torsdag indledes med gudstjeneste på den gamle kirkegård i Bakkely, inden Billingefesten officielt åbner med tale klokken 20.15, åbning af boder og en quiz for hold på seks personer, der skal være over 15 år.

Tartelletter og traktortræk

Fredag gentager man sidste års succes med et bilorienteringsløb for hele familien, som man passsende kan afslutte med at indtage tartelletter på pladsen efterfølgende.

Herefter kan man følge et par timer med havetraktortræk, mens ungdomsteltet også har åbent for alle fra konfirmationsalderen. Teltet er møbleret med hænge-ud-møbler, bordfodbold og en strømbar.

Fra klokken 21 er der musik i festteltet ved Kenneth Agernem afbrudt af en halv times auktion undervejs ved Henrik Dam fra Dam Auktioner i Stoholm.

Lørdag snegler et optog sig gennem byen med Skivegarden i spidsen og mange børn i udklædning.

Samtidig er der lukket op for bagagerumssalg på Sparkær Stadion, som man kan tilmelde sig ved at kontakte Signe Handberg på 51940200.

Fra middag afvikles årets sponsormotionsløb, og i løbet af eftermiddagen kan man underholde sig med ansigtsmaling, en hold-stafet på asfaltbanen og en fodboldkamp med Sparkær IF.

Og så er det altså også lørdag, at lystspillet »Livets gang på Frydenlund« har premiere på Billingescenen.

Glædelig jul

Og så sætter julestemningen ellers for alvor ind, når der fra klokken 19 er teltbal med den allestedsnærværende Glenn Lautrup med »Det andet Band« og julesange på repertoiret, mens man kører den ind med ris a la mande og kirsebærsovs.

Søndag arrangerer Jens Langknivgruppen Billingemarch for de morgenduelige med en frisk morgentur på omkring fem kilometer, mens der i teltet er gratis brunch fra klokken 10.30.

Fra middagstid er der ringridning på parkeringspladsen med deltagere fra forskellige rideklubber på rigtige heste, mens jernhesten findes frem til en efterfølgende cykelringridning på asfaltbanen.

Den anden og sidste opførelse af »Livets gang i Frydenlund« afslutter Billingefesten 2019, som er nummer 42 i rækken, og overskuddet går til forbedringer på festpladsen samt byens flagallé.