Stoholm havnet i tæt bundstrid

Chancerne faldt sent, og dem var Viborg FF bedst til at udnytte

12. juni 2019, 08:43
Foto: Anders Kjærbye - Ritzau/Scanpix

Fodbold, serie 2 herrer

Viborg FF-Stoholm IF 2-1 (0-0)

Mål: 2-1 Kasper Møller (str. - 90. min)

Ligesom det var tilfældet i efteråret, så trækker det nu for alvor op til en gyserafslutning for Stoholm IF-Fodbold i serie 2.

I en af de tætteste serie 2 kredse i lang tid har SIF’erne ellers i en periode været tættere på toppen end på bunden, men de sidste fem kampe har kun kastet 4 point af sig, og nu er det nedrykningspladserne, der er kommet faretruende tæt på.

2. Pinsedag besøgte stoholmerne Kirkebækvej, hvor et særdeles stærkt VFF-hold tog imod, og det sluttede set med SIF-briller med et ærgerligt nederlag på 2-1.

Dermed er 7. pladsen pludselig tæt på, og den giver direkte nedrykning, mens 6. pladsen betyder nedspil om at undgå degradering til serie 3. VFF har nu 13 point, mens SIF har 18, men viborgenserne mangler tre kampe, mens SIF’erne kun har to dyster tilbage, så det kan gå hen at blive lige så neglebidende spændende, som det var i efteråret.

Matchen i Viborg var tæt, og det lignede en målløs affære indtil det 85. minut. Her nettede VFF pludselig to gange, og så var den kamp afgjort. I overtiden fik SIF tilkendt et straffespark, da en VFF-spiller brugte hånden i feltet, og det udnyttede Kasper Møller til en sen 2-1 reducering, men mere nåede gæsterne ikke, før dommer Gert Aaby fløjtede af.

Efterfølgende havde spillende cheftræner Martin Trankjær følgende kommentarer:

- Vi spillede sådan set en absolut fin kamp mod en meget stærk modstander. Jeg vil gerne rose mine spillere, for vi er hårdt udfordret i øjeblikket med mange skader på centrale positioner. Rasmus Højbjerg havde mange fine redninger, så set over 90 minutter, kan vi ikke beklage os over facit. Vi kunne måske være sluppet afsted med en sejr, for Kasper Møller havde en stor chance kort før deres 1-0 scoring, men sådan skulle det altså ikke gå, konstaterede Martin Trankjær.

I den kommende weekend er der årets store fodbolddag i Stoholm - den såkaldte Super-Lørdag - og her er det næsten bydende nødvendigt, at SIF får point, når Bording kommer på besøg. Sædvanen tro slutter 1. holdet i seniorafdelingen den sportslige del af Super-Lørdag, så der er kampstart klokken 16.00.