Ny brugsuddeler klar til Mønsted

Jørgen Boye Pedersen går på efterløn, og hans afløser er nu fundet

15. juni 2019, 17:29
Foto: Henrik Bagge

Mønsted Efter 22 år som uddeler i Dagli’ Brugsen Mønsted har Jørgen Boye Pedersen valgt at gå på efterløn per 1. juli 2019.

Bestyrelsen har i stedet ansat den 38-årige Lasse Kristiansen fra Skive til at varetage uddeler-jobbet i Mønsted-borgernes foretrukne dagligvarehandel.

Lasse Kristiansen har ligesom Jørgen Boye Pedersen lagt hovedstolen af sit arbejdsliv i Coop-koncernen, hvor han har været de sidste 19 år, herunder i alt otte år som uddeler i daglibrugs-kæden og senest som souschef i Kvickly Holstebro.

Goddag og farvel

Lasse Kristiansen er gift med Maibritt, og sammen har de Emil og Freya på 11 og otte år.

Lasse Kristiansen er ansat per 1. august, og Jørgen Boye Pedersen har derfor indvilliget i at tage juli måned med på den arbejdsplads, der har været hans siden 1997.

Afslutningen på Jørgen Boye Pedersens 22 år som uddeler i Dagli’ Brugsen Mønsted markeres med en afskedsreception fredag den 21. juni, hvor bestyrelsen er vært ved en let anretning.