DEBAT Vis hensyn!

18. juni 2019, 12:24
Arkivfoto

Vejstykket Gammelstrupvej/Birkesøvej er for smalt i forhold til trafikken. Det ved alle daglige brugere. Især er Birkesøvejs tilstand under al kritik.

Ved al tung, bred og modkørende trafik på hele vejstykket bør mindre køretøjer trække helt ud i grusrabatten og dermed give tunge køretøjer, ofte med anhænger, mulighed for at beholde alle hjul på asfalten.

Dette for at spare mindre biler, som jo mestendels også færdes på vejen i erhvervsøjemed, for en oversprøjtning med grus og småsten, som ofte hvirvles op bag store køretøjer, som passerer med alle højrehjul ude i grusrabatten. Her ufortalt, hvad sten slynget mod mindre køretøjers lak og glas kan forårsage og for trafiksikkerheden i almindelighed.

Hvis alle trafikanter - som færdselsloven påbyder – viser almindeligt hensyn og afpasser kørsel og hastighed efter forholdene, skal det nok gå alt sammen.

Vi er alle ejere af vejen og afhængige af at kunne færdes trygt og sikkert på den.