Sankthans Heksehyl over Fjends

Fjandboerne er klar til sankthansaften, og i Fly er det heksen, der holder talen

21. juni 2019, 17:13
1 af 4 Arkivfoto
2 af 4 Overheks Tenna Vagner spreder gerne uhygge blandt børnene til Halloween. Sankthansaften er hun båltager i Fly. Foto: Britta Kristiansen
3 af 4 Ulrik Wilbek holder båltale i Kjeldbjerg. Foto: Henrik Bagge
4 af 4 Kristian Pihl Lorentzen holder båltale i Sparkær. Foto: Henrik Bagge

Fjends I Fly gør de tingene på en helt anden måde, end de gør andre steder. Her er det nemlig heksen, der holder talen sankthansaften.

Tenna Vagner er forfatter og bor i Fly. Fjends Folkeblad har tidligere i en artikel beskrevet hendes fascination af horror-genren, og hvordan hun uhygger om børnene i byen til Halloween.

Nu skal hun så være båltaler på sportspladsen klokken 19 sankthansaften, hvor hun præsenteres som »Fly´s Overhex« af arrangøren Fly Aktive Kvinder.

I det hele taget er der ikke langt mellem bålene i Fjends sankthansaften, og mens vi her bringer en udførlig guide over adresser og båltalere, beklager vi også på forhånd, hvis der er steder, vi har overset. Det er der helt sikkert.

Travl borgmester

I Kjeldbjerg kommer Ulrik Wilbek (V) forbi og holder båltalen, når der er sankthans på sportspladsen.

Herefter fortsætter borgmesteren til Knudby, hvor han holder endnu en tale ved fjorden på Fjordvej, efter at der i øvrigt har været fællesspisning i forsamlingshuset.

I Sparkær har de fået krogen i en anden venstremand, idet båltalen her holdes af Kristian Pihl Lorentzen (V), der lige er blevet genvalgt til Folketinget. I øvrigt er festen i år flyttet tilbage til Søparken efter at have været i Billingeparken nogle år.

I Hald er de gået skridtet videre og har sikret sig et nyvalgt folketingsmedlem, idet det er Anne Paulin (S), der her holder båltalen i Hald Anlæg.

To hekse i Stoholm

I Stoholm flotter de sig med hele to hekse fra henholdsvis Børnehusene i Stoholm og SFO´en, og de sendes afsted fra græsarealet foran Fritids- og Kulturcentret, hvor det lokale byrådsmedlem Simon Højer (C) holder båltalen klokken 19, men inden det har der allerede været fællesspisning i et par timer.

I Vridsted holdes sankthansaften ved Præstegården, hvor sognepræst Jørgen Husted holder talen, mens heksen er lavet af Vestfjendsskolens SFO.

I Vroue holdes sankthansaften i år hos Lene og Leo på Amstrupvej 2a, hvor man opfordres til selv at medbringe mad, drikke, bord og stole.

I Sdr. Resen afholder borgerforeningen sankthansfest i byparken fra klokken 19, mens festen på sportspladsen i Grønhøj starter med snobrødsbagning klokken 18.30.

Kom og bliv medlem

I Mønsted holdes sankthans på legepladsen »Det grønne område«, hvor der vil være bålfade til snobrødsbagning. I øvrigt opfordrer formand i Mønsted og Omegns Lokalråd, Mona Østergård, til at tegne et medlemskab af foreningen, så man blandt andet støtter vedligeholdelsen af legepladsen.

Daugbjerg og Omegns Borgerforening har inviteret formand for Ældre Sagen Fjends-Karup, Martin Ditlevsen, til at holde båltale på stadion.

I Løgstrup er det den nye præst, Jens Birkedal Videbæk, der holder talen på pladsen bag Spejderhuset på Romlundvej.

På Hjarbæk Fjord Camping får man besøg af Bjergsnæs Efterskole, når Midsommervisen skal afsynges, og holder man sankthans på Kvols Havn, kan man ud over pølser, øl og vand også sikre sig et stykke jordbærkage.

I Ørum markerer sankthans afslutningen på weekendens byfest, og der er bål på pladsen foran skolen fra klokken 19.30.

I Søby-Højslev & Dommerby Borgerforening har man fået Bjarne »Hal« Linneberg til at holde tale i Byparken, hvor heksen er lavet af Troldegården.

Og endelig er det byrådsmedlem i Skive Kommune, Christian Vad Holm (V), der holder tale ved Lundø Strand Camping klokken 20.

Gode råd fra gode folk

Midtjysk Brand & Redning benytter lejligheden til igen i år at indskærpe, hvordan bålene bør placeres rundt omkring.

Rådene lyder på minimum 30 meter fra bygninger med hårdt tag, 60 meter fra marker og 200 meter fra stråtækte huse eller andet letantændeligt materiale. I vindens retning bør afstandene være det dobbelte.

Og så er Dyrenes Beskyttelse også på banen med en opfordring om at lade være med at sende dyrene til Bloksbjerg.

Hvert år finder dyr som mus, pindsvin, fugle og katte skjul inde i brændebunken, fordi de ser den som perfekt til redebygning eller skjulested.

De når ofte ikke at flygte fra flammerne, før det er for sent, og derfor lyder opfordringen fra Dyrenes Beskyttelse, at bålet derfor bør flyttes og ombygges, inden det tændes.