Så får Stoholm gulvtæppe på

Arbejdet med den sidste finish på byens områdefornyelse går i gang på mandag

28. juni 2019, 11:49
1 af 2 Den sidste finish på områdefornyelsen i Stoholm vil blive klaret i etaper gennem uge 27 og 28. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Den grå belægning her på parkeringspladsen bag Kornblomsten er det, man kalder RollGrip. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Forberedelserne starter fredag i denne uge, og fra på mandag den 1. juli og gennem uge 27 og 28 vil den sidste finish blive lagt på den omfattende områdefornyelse i Stoholm midtby.

Det drejer sig om såvel de arbejder, der udføres som følge af opgravningerne efter kloakseparering og byfornyelse, som om den udlægning af slidlag, som i tilgift var planlagt udført af Viborg Kommune.

Det oplyser Benny Christensen, projektleder ved Teknik og Miljø i Viborg Kommune.

En vej ad gangen

Det betyder, at man mandag, tirsdag og onsdag i næste uge (uge 27) kan se et maskinhold lægge slidlag på stien fra Odinvej til Vestergade samt fortove og pladser.

Onsdag kommer et andet maskinhold og laver Odinvej og Nørregade, fortsætter torsdag med Østergade og Vestergade, og laver Søndergade fredag.

I uge 28 fra mandag til onsdag vil nogle særligt indfarvede, karrygule asfaltbelægninger blive lagt på udvalgte spots i byen.

Det drejer sig om et lille felt mellem de to dagligvarebutikker, et felt foran bager Nørgaard i Østergade, et felt hvor Skolegade munder ud i Søndergade, et felt hvor Nørregade rammer den omlagte Odinvej samt et felt fra Nørregade/Vestergade-krydset hen mod Kornblomsten.

Og fra uge 28 bliver slutteligt udlagt den særlige, grå bemaling, RollGrip, som man har kunnet se en prøveudlægning af på parkeringspladsen bag Kornblomsten.

Udvis den sidste velvilje

Sådan lyder slagplanen for den sidste finish af områdefornyelsen i Stoholm midtby, og den er i sagens natur udarbejdet med det forbehold, at vejrliget kan spille det planlagte arbejde et puds.

- Alle disse arbejder vil medføre en del spærringer og omkørsler. Men de vil ikke blive langvarige, og jeg håber der vil være forståelse for at give de udførende den nødvendige plads, lyder opfordringen fra projektleder Benny Christensen.