Nye klubjakker til Stoholm Atletik

Et sponsorat fra HK MidtVest har udstyret de unge atleter med nye, ens uniformer

02. juli 2019, 15:41
1 af 2 Medlemmer af Stoholm Atletik i den nye uniform. Privatfoto
2 af 2 Privatfoto

Stoholm De kommer fremover til at ligne bølgen blå og se bragende godt ud, når de viser sig på stadion.

De unge fra Stoholm Atletik har nemlig sikret sig nye klubjakker takket være et sponsorat fra HK MidtVest.

- Det betyder bare meget for holdfølelsen med ens tøj, og at man ser ordentlig ud, når man repræsenterer sin klub. Vi er superglade for, at et sponsorat fra HK gjorde det muligt. Som lokal forening er vi taknemmelige for at få sådan en håndsrækning. De unge i klubben skal også føle sig vigtige og set i den store sammenhæng, og de kommer til at få stor glæde af det nye tøj flere år frem i tiden, siger formand Anita Skov fra Stoholm Atletik.

Et vigtigt omdrejningspunkt

Sponsoratet fra HK MidtVest har betalt en stor del af udgiften til jakkerne, og atletikklubbens børn og unge har fået mulighed for at score sig en lækker klubjakke til en billig penge.

- Sportsklubber er vigtige omdrejningspunkter for vores lokalsamfund. Børn og unge bruger meget tid og energi her, og forældrene, heriblandt mange af vores medlemmer, lægger et stort stykke frivilligt arbejde for fællesskabet til glæde for alle parter. Det vil vi gerne bakke op om, siger formand for HK MidtVest Marianne Køpke, der har været med til at pege på klubben som en af i alt fem modtagere af et sponsorat det sidste år.

I dette års runde er det muligt at søge et sponsorat frem til den 25. august på hk.dk/midtvest.