Terkel, Daugbjergmanden og alle de andre

86 deltagere i historisk vandring var ovenud glade for, at de havde valgt at bruge en aften på at gå i mosen

04. juli 2019, 09:45
Terkel Brannet (tv) viste sig at være en fængslende fortæller, der ikke havde problemer med at trække deltagerne ind i krattet undervejs. Blandt andre Vagn Andersen (th) kunne dog også bidrage med anekdoter fra Søgård Mose, da han som dreng havde hjulpet sin far i tørvene. Foto: Henrik Bagge

Daugbjerg Det er aldrig til at vide, hvor mange der kommer, når man inviterer til arrangement med mange variable såsom vejrliget.

Men så var det jo godt, at de ikke skulle stå klar med kaffe, da Daugbjerg Borgerforening havde inviteret på aftenvandring i Søgård Mose med arkæolog Terkel Brannet.

Der var nemlig en del flere end forventet, da deltagerne blev taget med på en kuperet og fascinerende vandring med fortælling tilbage i tiden til tørvegravning, rensdyrjægere, istiden, kultiske begravelsesformer og Daugbjergmanden.

»Hold da op,« sagde arrangørerne, da den ene bil efter den anden blev ved med at rulle ind på pladsen bag Søgårdsvej 14, hvorfra vandringen foregik.

I alt 86 havde trodset en strid blæst og truslen om byger for at blive klogere på et stykke tilgroet lokalhistorie, som den i Daugbjerg bosiddende arkæolog havde lagt sig i selen for at afdække.

Ingen ugler i mosen

Og afdækket blev den. Ingen sten blev efterladt uvendt, og der var med andre ord ingen ugler i mosen for de mange deltagere efter et par timers rask vandring.

»Hold da op,« lød det undervejs fra de mestendels modne, men særdeles terrængående tropper, mens Terkel Brannet fjernede lag efter lag på omkring 10.000 års historie i Søgård Mose.

Da han stak kursen ud mod mosen, anslog han selv, at det nok drejede sig om »en kilometer ud og en kilometer hjem«.

Han havde nemlig selv gået ruten samme formiddag for at forsyne nogle indlagte pitstops med illustrerende skilte, der kunne hjælpe forståelsen på vej, hvis alle ikke lige på én gang kunne høre, hvad der blev sagt.

Historier med gods i

Der blev nu nok nærmere tale om den dobbelte distance, for turen endte med at være lige dele markvandring og kratluskeri.

Med jævne mellemrum forlod den entusiastiske arkæolog nemlig den fastlagte rute, fordi der »lige herinde« lå en gammel, malerisk ruin eller en rusten maskine fra tørvegravertiden.

Alle, også hunden, var med på de mange afstikkere, for det stod hurtigt klart, at der var godt med gods i de jordbundne historier, der gemte sig i rygsækken på den fængslende fortæller.

Bandt en historisk sløjfe

Mens Terkel Brannet startede med at beklage, at den historiske vandring desværre ikke kunne blive helt kronologisk, bandt han en fin sløjfe fra det første stop ved den sidste istid for cirka 10.000 år siden, da store, smeltende isklumper efterlod de søer, der udgør Søgård Mose, til det sidste stop på turen ved den sø, hvor Daugbjergmanden blev fundet i 1942 under tørvegravning. (Endnu et moselig blev fundet i mosen i 1944).

Selvsamme tørvegravning udgjorde sammen med nogle cirka 5000 år gamle jættehøje fortællingen på det midterste stykke af turen, hvor også enkelte turdeltagere kunne bidrage med anekdoter fra deres barndom i tørvene.

Daugbjergmanden er dateret til cirka år 135 før Kristus, og avisen bringer i løbet af sommeren en mere udførlig historie om moseliget.

Se flere billeder her