Autohans køber jord af kommunen

Åbrinken 5 i Stoholm udvides med cirka 150 kvadratmeter

04. juli 2019, 13:23
Det er et areal her til højre for værkstedet, som Hans Rørbæk fra autohans i Stoholm har købt af kommunen. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Byrådet i Viborg Kommune besluttede på sit møde den 26. juni at godkende en indstilling fra Økonomi- og Erhvervsudvalget om at sælge et areal på cirka 150 kvadratmeter til ejeren af ejendommen Åbrinken 5 i Stoholm.

Det er her, Hans Rørbæk driver autoværksted under navnet Autohans, og han har behov for en udvidelse af sin virksomhed og har i den anledning spurgt, om han kunne erhverve sig et stykke af det kommunale vejareal, der grænser op til ejendommen.

Kommunen har sagt ja til Hans Rørbæks tilbud om at købe arealet for 40 kroner/kvadratmeter (svarende til i alt 6000 kroner) eksklusiv moms. I tilbuddet har han henvist til, at det er den pris, kommunen i øvrigt har erhvervsjord til salg for i Stoholm, og at der ikke bliver tale om nogen betaling for kloaktilslutning i denne sag.Han vil desuden betale handelsomkostninger, herunder udstykningsomkostninger.

Kommunens behov for arealet består alene i, at der skal være en vendeplads for enden af vejen, og køberen er som led i handlen indstillet på at sørge for ny belægning, så der også fremover er en velfungerende vendeplads for enden af Åbrinken.