15.000 kroner til Vridsted IF

I Vestfjends synes de, at OK er okay

08. juli 2019, 14:03
Uddeler John Østergaard (tv) og Kristian Tonnesen fra OK-benzin (th) overrakte den fine check til formand for Vridsted IF, Morten Kleinstrup. Privatfoto

Vridsted Vridsted Idrætsforening kunne forleden lige hælde ikke mindre end 15.356,63 kroner i klubkassen.

Omkring to tredjedele af de mange, rare penge er resultatet af det samarbejde klubben har med OK, som gør, at et beløb går til klubben, hver gang et medlem tanker med OK-kort eller -app, mens Dagli´ Brugsen Sjørups del af sponsoraftalen har udløst de resterende cirka 5000 kroner.

- De her penge gør, at vi kan investere i vores medlemmer og frivillige, både i praktiske rammer for idrætten, men også til at skabe sociale arrangementer, siger formanden for Vridsted IF, Morten Kleinstrup.

Han sender en kærlig tanke til medlemmer og borgere generelt i Vestfjends og betegner det fornemme beløb til klubkassen som deres fortjeneste.

- Det er dem, der gennem OK’s produkter har støttet os, så vi har forpligtet os selv til at bruge pengene fornuftigt til gavn for medlemmerne, siger formanden.

Morten Kleinstrup modtog bonuschecken af Kristian Tonnesen fra OK og uddeler John Østergaard ved et arrangement hos Dagli´ Brugsen i Sjørup.