Birkesø klar til badegæster

Vandkvaliteten er helt i top i naturens eget vandland

10. juli 2019, 10:19
Arkivfoto: Henrik Bagge

Stoholm Birkesø, der ligger nogle kilometer nord for Stoholm, hvor Gammelstrupvej bliver til Birkesøvej, er et yndet mål for lokale badegæster sommeren igennem.

Det ved man i Viborg Kommune, der da også har sikret sig, at vandkvaliteten er i orden ved at lave en badevandsundersøgelse i søen.

- Koncentrationen af enterokokker og E. coli-bakterier er meget lav i Birkesø. Der er næsten intet, og det gør, at badevandet er særdeles godt i Birkesø, siger badevandsansvarlig i Viborg Kommune, Ruslana Gladnyeva, til Skive Folkeblad.

Har fået en oprensning

Undersøgelsen af badevandet viste, at værdierne for både E. coli-bakterier og enterokokker er langt under grænsen for godt badevand.

Når man måler på netop de to faktorer, er det, fordi de findes i tarmkanalen hos både dyr og mennesker, der som bekendt begge færdes i og omkring søen.

Dertil blev Birkesø for ikke så længe siden udsat for en større oprensning, der netop skulle sikre renere badevand.