Fra Chile til Fjends og tilbage igen

Yeramias fra Chile har tilbragt en stor del af sit udvekslingsår i Daugbjerg

11. juli 2019, 08:31
1 af 2 Yeramias fra Chile (th) og Mateus fra Brasilien siger farvel og måske på gensyn. Privatfoto
2 af 2 Yeramias Morales fra Chile på vej på tur i Thy Nationalpark sammen med tre andre udvekslingsstudenter. Privatfoto

Daugbjerg Yeramias Morales på 17 år og fra Chile har været udvekslingsstudent i Danmark gennem det nu afsluttede skoleår, hvor han har gået i 2g på Viborg Katedralskole.

Men weekender og ferier har han i vid udstrækning brugt i Daugbjerg på det økologiske landbrug med malkekøer, som drives af Kristian og Malene Roersen.

Familien, som selv har tre børn, er drevne værter. Gennem årene har de haft både en ung dreng fra Belgien gennem Lions Fjends, en belgisk pige på udveksling i tre måneder, og nu også Yeramias fra Chile som weekend/ferie udvekslingsstudent.

Har rykket i Maren

Han har tilbragt hverdagene hos sin faste værtsfamilie i Viborg, men har nydt at komme ud på landet og er blevet dygtig til at malke og har klaret andre af de forefaldende opgaver, som er en del af livet på landet.

Men nu er det slut. For øjeblikket er han på tur rundt til nogle af Europas hovedstæder, inden han sætter sig i flyet tilbage til Chile med et helt års oplevelser og venskaber i bagagen.

Men også i Danmark har han benyttet lejligheden til at tage på tur, da han blandt andet hookede op med tre andre udvekslingsstudenter på en tur til Nationalpark Thy, hvor de vandrede i naturen og benyttede shelters til overnatning.

Det var en kæmpe oplevelse og en mulighed og øjenåbner som Yeramias vil tage med sig hjem og bruge.

Mangler værtsfamilier

Han skal nu afløses af andre unge fra hele verden, men det kniber med at finde værtsfamilier til dem, så de kan tage hul på deres livs oplevelse efter sommerferien.

Der er faktisk endnu ingen, som har meldt sig som værter, og det er et stort problem ifølge Eva Hancock, der er medlem af lokalbestyrelsen i AFS Viborg, som er den organisation, der formidler udvekslingen.

- Problemet er, at der ikke bliver nogen udveksling, hvis der ikke er en værtsfamilie. Og så vil vi også gerne kunne sende vore egne danske unge afsted, og for at den kabale skal kunne gå op, er vi også nødt til selv at kunne levere værtsfamilier, siger Eva Hancock, der selv snart får en søn hjem igen efter et udvekslingsophold i Argentina.

Ikke så forpligtende

Eva Hancock understreger, at det ingenlunde er for sent at komme i tanke om, at det kunne være spændende at deltage som værtsfamilie.

Man kan nå at melde sig til helt indtil september, og værtsrollen er faktisk noget mindre forpligtende, end den lige umiddelbart kunne lyde til.

For eksempel behøver man ikke binde sig for et helt år, men kan også nøjes med tre måneder.

Man behøver heller ikke stå helt alene med værtsrollen, men kan sagtens dele den med en anden familie, hvis man hellere vil det.

Og en udvekslingsstudent spænder heller ikke ben for andre planer, man måtte have lagt for sig selv.

- Jeg har i det seneste år selv haft tre forskellige boende i kortere tid i forskellige akutsituationer, så hvis nogen har planlagt selv at skulle afsted, finder vi også løsninger på det, siger Eva Hancock.

Hun tager gerne personligt imod henvendelser på både telefon og facebook, hvor AFS Viborg også har sin egen profil.