Europa har fået øje på Mønsted Kalkgruber

Udviklingen af kulturlandskabet ved Mønsted Kalkgruber bliver nu belønnet med en fornem international pris

11. juli 2019, 12:07
1 af 4 Pressefoto
2 af 4 Pressefoto
3 af 4 Pressefoto
4 af 4 Direktør Rikke Friis skal til september til Düsseldorf for at modtage en fornem international pris på vegne af Mønsted Kalkgruber. Foto: Henrik Bagge

Mønsted 2018 var et stort år for Mønsted Kalkgruber, der først blev belønnet med Årets Tilgængelighedspris fra Viborg Handicapråd og siden også modtog Arkitekturens Pris 2018 fra Viborg Kommune.

Nu har man så også i 2019 internationalt fået øjnene op for, hvad der er sket med kulturlandskabet omkring de gamle miner.

Mønsted Kalkgruber er nemlig blevet udvalgt af den internationale jury i the European Garden Award som en af Europas tre bedste udviklingsprojekter i kategorien »Best Development of a Cultural Landscape of European Relevance« (Bedste udvikling af et betydningsfuldt kulturlandskab i Europa).

Glade og stolte

Hæderen høstes på baggrund af den smukke natur på området.

Det er blandt andet den omfattende tilgængelighedsudvikling af stedet med gangbroer og handicapvenlige gangstier, der snor sig i landskabet, som har fanget juryens opmærksomhed.

- Der er skabt en fantastisk landskabsudvikling ved Mønsted Kalkgruber i de seneste år, og det har man nu også bemærket i udlandet. Vi er alle glade og stolte over anerkendelsen, lyder det fra Mønsted Kalkgrubers direktør, Rikke Friis.

Anden danske modtager

»European Garden Award« er en stor europæisk konkurrence, der hvert år tildeler flere priser til forskellige og unikke naturområder rundt i verden.

Kategorien, som Mønsted Kalkgruber er nomineret i, er én af to nye kategorier, som kom til i 2018, og de to andre modtagere af prisen i samme kategori er området Arnside and Silverdale på den engelske vestkyst og øen Pico i ø-gruppen Azorerne.

Det er anden gang, at der tildeles en European Garden Award til et dansk sted. I 2018 fik Tirsbæk Gods anerkendelsen i kategorien »Europe’s Heritage of Gardens and Gardening«.

Den 6. september uddeles priser til alle de udvalgte ved en ceremoni på Schloss Dyck i Düsseldorf, hvor direktør Rikke Friis vil modtage prisen på vegne af Mønsted Kalkgruber.