Alt på et bræt

Hjarbæk Fjord Camping har købt paddle boards

13. juli 2019, 06:51
Lone Gad fra Hjarbæk Fjord Camping øver gerne selv på den nyanskaffede paddle board. Foto: Henrik Bagge

Hjarbæk Det skorter i forvejen ikke på attraktioner på stedet, og nu har Morten og Lone fra det enestående smukt beliggende Hjarbæk Fjord Camping føjet endnu en til pakken.

Det er nemlig nu muligt at leje en SUP (stand up paddle) fra stedet, eller to for nu at være helt nøjagtig, og dermed kan man nu også opleve de smukke omgivelser fra vandsiden på en frisk og aktiv måde.

Vil bruge vandet til noget

Parret var i gang med at se på deres sommerpakke og tænkte over, hvad der kunne føjes til ud over minigolf, pizza, morgenbrød og isvafler.

- Hvad kunne vi ellers lave, når nu vi har de her rammer? Vi kigger ud på det vand der, og det er også det, vi markedsfører os på. Men så synes jeg jo også, det er ærgerligt, at vi ikke bruger vandet, siger Lone Gad om tanken bag anskaffelsen af de to nye paddle boards.

- Og så er Hjarbæk Fjords kystlinje bare smuk set ude fra vandet, så det er en ekstra oplevelse ved at være her, tilføjer Lone Gad, der havde læst, at paddle board er en hastigt stigende sportsaktivitet på verdensplan, inden de gjorde noget ved det.

I forvejen er der gode betingelser for mountain bike i området, som også kan tilbyde fiskeri.

Det er dog med fokus på de fire åer, der løber ud i den lavvandede Hjarbæk Fjord, der også rummer fisk, som dog fanges med garn.