Jens Langkniv er gået airbnb

Du kan nu leje dig til en kølig overnatning i Daugbjerg Kalkgruber

12. juli 2019, 06:16
1 af 2 Privatfoto
2 af 2 Privatfoto

Daugbjerg Man har hørt om folk, der står op med hønsene, men har du også hørt om folk, der går i seng med flagermusene? Nej? Det er ellers officielt en ting nu.

De fleste ved, at Jens Langkniv holdt til i Daugbjerg Kalkgruber, og det rum, han kaldte sit hjem, går under navnet Jens Langknivs Hule.

Nu har man så føjet Jens Langknivs Suite til porteføljen, idet »den jyske Robin Hood« er kommet på airbnb!

Jo, den er god nok. Gennem Anita Hildsgaard, ejer af Daugbjerg Kalkgruber, er Jens Langkniv nu blevet meldt til på den kendte online markedsplads for udlejning og booking af overnatningsmuligheder.

Den dybeste stilhed

Så nu kan man dele pladsen med de flagermus, som ellers nu om dage er de eneste beboere i de kølige gange under jorden. Her har Anita Hildsgaard cirka 100 meter fra indgangen indrettet en rustik suite med dobbeltseng og stearinlys, der giver begrebet nattero en helt ny dimension.

- Der findes ikke noget lignende andre steder i Danmark. Jeg fik ideen, da jeg læste om verdens mest mærkværdige steder at overnatte og tænkte, at sådan et har jeg da også. Og det har fået en meget positiv modtagelse fra gæster, der siger, at man sover godt dernede, siger Anita Hildsgaard.

Gæsterne får en nøgle til det kølige sovekammer, så de selv kan låse efter sig, og toilet og brusebad forefindes i besøgscentret lige ved minens udgang.

Det anbefales at medbringe varmt tøj og fornuftigt fodtøj.