Klar til Fjends Cup nr. 37 i Sparkær

I den kommende uge starter Fjends Cup - hvem får håneretten?

19. juli 2019, 10:19
Så er man klar til duellerne på fodboldbanerne i Sparkær. Arkivfoto

Alt er ved at være klar til årets største fodboldbegivenhed i Sparkær og omegn. Puljer og kampprogram er på plads, Banerne er – modsat sidste år – i meget fin stand, og der er i år – i hvert fald på papiret – lagt op til en meget spændende turnering med 6 hold fra serie 3, 1 fra serie 4 og 1 fra serie 5. Man skal dog ikke lade sig snyde af holdenes indplacering, for ingen Fjends Cup uden gedigne overraskelser på banen.

Ordet tradition hæfter sig ved den populære sommerturnering, der for nogle næsten betyder lige så meget, som den ordinære turnering. Det er da også her, at spillerne oplever intense kampe i en turnering på kun 10 dage - og med langt flere tilskuere på lægterne, end de er vant til.

Der er også stor stabilitet i deltagerne, men i år meldte Vridsted fra og er blevet erstattet af Karup/Kølvrå 07. Og på trænerfronten er der sket ting og sager i klubberne siden sidst. 7 ud af 8 trænere er nye i forhold til 2018, og kun Poul Vistisen fra Sparkær holder ved, siger HP Johansen fra Sparkær.

- En ny tradition blev indledt sidste år, nemlig en åben lodtrækning til puljerne i klubhuset i Sparkær. I år deltog hele 24 repræsentanter for de 8 klubber den 27. juni, og lodtrækningen blev sendt live på Fjends Cups facebookside. Efter lodtrækningen blev der hygget med et par øl og lidt til ganen, og det gav en god snak trænere og spillere imellem.

Holdene var seedet i to lag efter placeringerne i forårets turnering med Stoholm (serie 2), Skals (serie 3), Ravnsbjerg/Løgstrup (serie 2), samt Sparkær (serie 3) i øverste lag. Mønsted (serie 4), KK07 (serie 3), Borup (serie 3) og Feldborg/Haderup (serie 5) kom i nederste lag. Siden er Ravnsbjerg/Løgstrup og Stoholm rykket ned i serie 3 og Mønsted ned i serie 5, mens Feldborg/Haderup er returneret til serie 4.

- I år er det ganske svært at pege på forhåndsfavoritter, selv om flere af holdene helt sikkert ser sig selv som favoritter. Og der vil givetvis komme overraskelser. Hvem husker ikke Borups finalesejr i 2016 og Feldborg/Haderups semifinaleplads sidste år, hvor de først faldt efter straffesparkskonkurrence mod Skals. Men de to seneste års vindere fra Ravnsbjerg/Løgstrup vil nok igen byde sig til og være et godt bud på en finaleplads.

- Ud over det sportslige er der stadig masser af ”hype” omkring turneringen. På hjemmesiden fjendscup.dk, og på facebooksiden - ”Fjends Cup”, kan man læse om turneringen og følge med i resultater, stillinger, målscorere m.m. Her finder man også den populære tipskupon – Tips 12 - hvor man tipper de 12 indledende kampe og har mulighed for at vinde flotte præmier.

- Så vi er klar til at tage imod spillerne, dommerne og forhåbentlig mange tilskuere på Sparkær Stadion. Fadøllene vil være kolde, pølserne varme, og mange hjælpere er klar til at servicere publikum, der igen i år kan se frem til masser af lodtrækningspræmier på indgangsbilletterne.

- Vi ses på Sparkær Stadion fra 25. juli til 3. august, lyder det fra HP Johansen.