Hun skal til VM i rally med tysk team

Jeannette fra Lånum er semi-professionel anden-kører

09. august 2019, 06:47
1 af 2 Poloen her er en af kun 12, der er lavet i verden. Den er Jeannette Kvick tit anden-kører i - for den er ejet af kæresten. Foto: Britta Kristiansen
2 af 2 Pokal-skabet er virkelig godt fyldt op hjemme hos Jeannette Kvick. Foto: Britta Kristiansen

Lånum - Jeg er nok det, man vil kalde en Brian-pige.

Sådan fortæller 39-årige Jeannette Kvick, der nu er bosiddende lidt udenfor Lånum. Hun er ellers fra Lolland og har boet der altid - indtil hun blev kæreste med den lokale rallykører Jan Petersen fra JP Racing i Stoholm.

Så nu har de to base her ude på landet - men de overrender ikke deres eget hus. For der er tryk på.

Jeannette Kvick er i gang med sin 19. sæson i rally. Hun har fået mere og mere at se til på den front - især i udlandet. Hun har dog også et mere almindeligt arbejde - nemlig som tilsynsførende assistent på et bosted for misbrugere i Holstebro.

Men vi har sat Jeannette Kvick stævne for at høre mere om den sportslige karriere.

Populær co-driver

Egentlig var det et tilfælde, at hun kom ind i rally-sporten. Først lavede hun marketing for rallysporten. Men senere blev hun bidt af sporten og begyndte som anden-kører - eller co-driver, som hun selv kalder det - nu hvor sporten er blevet international for hende.

Og international er karrieren virkelig blevet. Alene her i august skal hun køre i fire forskellige lande. Blandt andet skal hun køre VM med et tysk team.

Og det er slet ikke usædvanligt, at hun bliver kontaktet fra andre lande for at høre, om hun kan være anden-kører til løb i Italien, Skotland eller Tyskland.

God til sprog

- Jeg har den store fordel, at min far er østriger, så jeg taler rigtig godt tysk og engelsk. Så det har været en force. Og så er jeg god til at bevare overblikket. Som co-driver er det mig, der skal have overblikket over banen. Jeg skal hele tiden være et skridt foran. Vi kører altid banen langsomt igennem før start. Jeg skal kende alle de problemer, der kan være - så jeg kan sige det videre til køreren i rette tid. Jeg har meget erfaring - og derfor er der mange unge kørere, der gerne vil køre med mig - fordi jeg netop kan bevare overblikket og har den erfaring, som de selv mangler, fortæller Jeannette Kvick.

Nå ja, der er jo også lige det med navnet. Kan man som rallykører virkelig være så heldig at hedde Kvick til efternavn fra fødslen?

- Ja, det gør jeg, siger Jeannette med et grin. Men hun kan godt forstå, at folk tror, det er et købenavn, når en rallykører hedder Kvick til efternavn.

Og ud over at hedde Kvick, så har hun altså også altid haft krudt bagi. Der skulle altid ske noget. Hun så sin far stå og rode med biler i garagen - og derfra stammer nok interessen for biler. Hun kan lide farten og sporten. Hun vil vinde hver gang. Hun vil gøre det så godt som overhovedet muligt, hver evig eneste gang hun sætter sig ind i bilen ved siden af køreren. Om det så er i det ene eller andet land.

Hun kører også stadig med kæresten Jan Petersen. Hun havde hørt om ham, da han kører i en ganske særlig Polo, som der kun findes ganske få af i verden.

Hun kørte nogle gange for ham som co-driver - men det blev altså til mere end det. Og nu er bopælen så med ham - og de tilsammen tre døtre. Jeannettes datter, der er 15 år, var første gang med til rally i barnevogn, da hun var 14 dage. Så hun har aldrig kendt til andet.

Dygtige kvinder

Jeannette Kvick fortæller, at der kommer flere og flere kvinder i rally. Hun mener selv, at kvinder er rigtig gode som anden-kørere. De er vant til overblik og til at lave flere ting på én gang.

Hun bliver tit kontaktet via facebook. Her har hun en side, hvor man kan følge med i, hvor hun kører henne. Og det er tit herigennem, at nye kørere hører om hende og vil hyre hende.

Og hun synes, at det er fedt at være freelance og komme rundt og køre mange forskellige steder. Selv om det dog gav anledning til lidt forvirring, da hun skulle køre i Skotland. Her sidder rattet som bekendt i den »forkerte« side - så hendes makker drillede hende en del, når hun gik hen til den forkerte dør i bilen.

Jeannette Kvick vil gerne holde foredrag, deltage i netværk, lave mere velgørehed - og bruge sin viden om rally videre frem. Og lige nu fylder rally rigtig meget i hjemmet. Jan Petersen rejser ofte med, når Jeannette skal køre i udlandet.

- Det er klart en fordel, at vi forstår hinanden og forstår hinandens tilgang til sporten, siger Jeannette Kvick, inden kufferten pakkes til endnu en tur til udlandet som co-driver.