Tidligere Stoholm-atleter leverer topresultater

To tidligere Stoholm-atleter er blevet danske seniormestre og udtaget til EM for landshold

08. august 2019, 11:53
1 af 2 Marie Vestergaard. Privatfoto
2 af 2 Hans Barrett. Privatfoto

Stoholm Da der i weekenden 27.-28. juli blev afholdt DM i atletik i Esbjerg, sendte det bølgeskulp tilbage til Stoholm.

Blandt deltagerne var nemlig de to tidligere Stoholm-atleter Marie Vestergaard, der i dag repræsenterer Århus 1900, og Hans Barrett, der i dag repræsenterer Esbjerg AM.

Og de gjorde i den grad deres hjemstavn ære, idet de begge slap fra stævnet med guldmedaljer om halsen.

Mesterkast giver landholdsplads

Marie Vestergaard blev således danmarksmester i spydkast med et kast på 50,22 meter og generobrede dermed sit danske mesterskab fra 2017. Marie har tidligere på sæsonen kastet 52,31 meter.

Den 20-årige hammerkaster Hans Barrett blev derimod danmarksmester for første gang som senior med et kast på 62,66 meter. Hans personlige bedste er 63,00 meter.

Men der var mere i vente for de to end ædelt metal, for de fine præstationer kastede nemlig også en udtagelse til det danske landshold af sig.

Så den kommende weekend rejser de med landsholdet til Kroatien og dyster i EM for hold. Her skal de sammen med de andre danske topatleter dyste om oprykning til 1. division.