Johannes er nu indsat som præst

Ung præst blev taget imod af en fuld kirke

21. august 2019, 15:52
1 af 3 Domprovst Thomas Frank taler til den nye præst, Johannes Lunn, i Tårup Kirke. Foto: Britta Kristiansen
2 af 3 Joahnens Lunn ved altergangen på sin første dag som præst i Tårup Kirke. Foto: Britta Kristiansen
3 af 3 Johannes Lunn holdt søndag sin første prædiken i Tårup Kirke. Foto: Britta Kristiansen

KIRKE Der var masser at fejre i Tårup Kirke søndag formiddag. Det kunne man også se på parkeringspladsen, hvor de mange biler fyldte op - så godt og vel endda.

Det var nemlig dagen, hvor den nye præst - Johannes Lunn - skulle indsættes. Det var samtidig en gudstjeneste med både dåb, altergang og korsang. Og derfor varede det også en del længere end normalt - faktisk en time og 17 minutter.

Men så havde man også været igennem både dåben af lille Ida Sofia samt indsættelsen af den nye sognepræst.

Det er en festlig begivenhed, når en ny præst bliver sat i gang på det nye arbejdssted. I Tårup var det domprovst Thomas Frank, der stod for indsættelsen. Han læste dels en hilsen op fra biskoppen - og sagde også nogle ord til den nye præst.

- Du skal være rigtig præst nu. Man er rigtig præst, når man er præst ude på landet, sagde han blandt andet.

Gør som Robin Hood

Og Johannes Lunn havde ikke været indsat som præst i mange minutter, da han gik op på prædikestolen og holdt sin første prædiken i sit nye job. Og han startede ikke så blidt ud.

Han mindede os nemlig om, at vi alle kan gøre det lidt bedre. Han talte også lidt uventet om Britta Nielsen - den svindel-sigtede fra Socialstyrelsen. Han spurgte, om det ville have gjort en forskel, hvis hun havde givet pengene til en landsby i Afrika. Men det ville nok ikke have gjort en forskel - da hun svindlede fra nogle, der er dårligt stillede. Så var det nok bedre at tænke som Robin Hood. Altså ham fra Disney. For han tager fra de onde og giver til de gode.

En spændende prædiken, som sognebørnene kunne tænke videre over.

Der var både orgel-, klaver- og klarinet-spil i kirken - ligesom et børnekor sang under altergangen. En smuk gudstjeneste ud over det sædvanlige.

Godt forberedt

Efterfølgende blev der inviteret til fejring i Sognegården i Løgstrup. Her var der frokost, kaffe og kage. Og formændende for de to lokale menighedsråd samt organist Henriette Hald holdt tale for den nye præst, for hans kone Sofie og datteren Ronja.

Mogens Jakobsen, formand for menighedsrådet i Tårup og Kvols, fortalte blandt andet, at Johannes havde præsenteret dem for sin businessplan for sognet for den næste lange periode.

- Du er en mand, der forbereder dig godt og grundigt. Du ringede endda nogle dage før den første arbejdsdag for at spørge, hvad du skulle lave den første dag. Det er ikke så tit, at man får sådan en medarbejder.

Også den anden sognepræst i de lokale sogne, Jens Birkedal Videbæk, sagde ord til sin nye kollega. Han glæder sig over det kommende samarbejde de to imellem, og mindede om, at man er en del af et team - hvor eksempelvis også sognesekretær, organist og menighedsråd spiller med. Så man er ikke alene.

Også Johannes Lunn sagde tak for velkomsten og tak for de pæne ord. Nu glæder han sig til at skulle være den, der leverer ordene - i kirken om søndagen.