Nicolaj Christensen garnede fire gange

Stoholm satte trumf på i 2. halvleg

23. august 2019, 14:57

Fodbold, serie 3 herrer

Stoholm IF – Eastside Viborg 4-0 (0-0)

Mål: Nicolaj Christensen scorede alle 4 mål

Man må i den grad sige, at angriber Nicolaj Christensen er brandvarm netop nu. Først blev han årets topscorer ved Fjends Cup, hvor Stoholm IF-Fodbold røg til tops for første gang siden 2010, og foreløbig har Christensen nettet 6 gange i de første tre kampe. Først mod Sparkær, dernæst i Sunds og onsdag aften blev det så til hele fire scoringer – alle sat ind i 2. halvleg.

Om det var en genistreg fra spillende cheftræner Jesper Lindegaard skal være usagt, men i hvert fald startede Nicolaj Christensen på bænken, og han blev først sendt i aktion i forbindelse med pausen. Her tog det så kun 10 minutter at score et vaskeægte hattrick, så det må siges at være godkendt!

Men først var der gået en målløs 1. halvleg, og det kunne hjemmeholdet ikke være tilfredse med. Gæsterne fra Eastside Viborg – der dækker Houlkær/Overlund – spillede fint med, men SIF’erne havde talrige store chancer, der kunne/burde være omsat til mål. Det skete dog ikke, så derfor stod der 0-0 på måltavlen, da dommer Mads Kafaei fløjtede de første 45 minutter af.

Ind kom Christensen, men det første mål skyldtes i øvrigt et godt raid af Morten Groth, der blev nedlagt i feltet, og straffesparket blev sikkert sendt i nettet. De øvrige tre mål – hvoraf det sidste faldt i den absolutte slutfase – blev køligt sendt i nettet uden chance for gæsternes målmand. Alle efter fine opspil op ad banen, hvor det altså til sidst var Nicolaj Christensens opgave at få den i nettet, og det sørgede han for.

Dermed ebbede de 90 kortløse minutter ud – SIF’s sejr var indiskutabel – men som nævnt tidligere, så spillede viborgenserne fint med i flere sekvenser. Dog var værterne skarpe efter pausen, og det gav altså tre velfortjente point. Generelt skal fjandboerne have ros for at spille med god og stor tålmodighed – selvom chancerne ikke blev omsat i 1. halvleg, virkede det hele tiden til, at SIF’erne var i kontrol.

Dermed fortsætter SIF altså den gode sæsonstart, der indtil videre har givet tre sejre i lige så mange kampe. Ifølge kampprogrammet skal Jesper Lindegaard og co. allerede i morgen aften fredag spille ud mod Sjørslev/Demstrup. De meldte dog afbud til deres onsdagskamp ude mod Ravnsbjerg/Løgstrup, men SIF-truppen må foreløbig gå ud fra, at der fløjtes op på Sjørslev Stadion klokken 18.45.