Egnshistorisk udflugt med vingesus

Gedhusmuseet ved Kølvrå er mål for det næste arrangement i Fjends Egnshistoriske Forening

24. august 2019, 14:15
1 af 2 Denne intakte brandbil, der blev brugt af tyskerne på »Fliegerhorst Grove«, er blandt de flotte effekter på Gedhusmuseet. Privatfoto
2 af 2 Gedhusmuseet. Privatfoto

Fjends Fjends Egnshistoriske Forening er i luften med et arrangement, hvor deltagerne selv skal finde vej til Flymuseet Gedhus lige uden for Kølvrå.

Kør-selv-udflugten finder sted onsdag den 28. august, hvor deltagerne mødes på p-pladsen foran museet klokken 13, hvorefter kyndige guider vil vise rundt og fortælle om museet og dets baggrund.

Efter besøget er der fælles kaffebord på KFUM’s soldaterhjem i Kølvrå.

Museet er beliggende på Herningvej i den gamle vagtbygning, som tyskerne byggede ved etableringen af »Fliegerhorst Grove« i 1940.

Drives af frivillige

Det rummer en rigdom af klenodier i form af effekter og billeder fra besættelsestiden og fra flyvevåbnets oprettelse i 1950 og op til nutiden. Der er også effekter fra flygtningelejrene i Grove, Gedhus og Pilhus.

Museet er indrettet og ledet af Flyvestation Karups Historiske Forening og blev indviet i 1981. Alt er udført af frivillige lige fra istandsættelse af fly og køretøjer til indretning og drift af museet.

Blandt mange andre effekter finder man en flot og intakt brandbil, der blev brugt på »Fligerhorst Grove«.