3 MENINGER: Skolekørsel

Hvad mener du om, at biler fylder så meget uden for skolerne om morgenen?

25. august 2019, 13:20
1 af 3 CHRISTINA BILDE HEILSKOV, STOHOLM Det har været et problem i mange år, og dage som 1. skoledag vil altid være problematiske, da mange tager bilen frem for cyklen, og så er der simpelthen ikke pladser nok. Men alle har godt af at motionere, så hvorfor ikke cykle? Det giver også en helbredsmæssig bonus, og de fleste børn vil SÅ gerne cykle. De vokser af at få ansvar, også ved at cykle, så giv dem lov til det! Stoholm er en helt fin by at færdes i på cykel. At cykle er sjovt, motorisk godt for både små og store, det er naturvenligt og så sparer man både tid og sure miner fra områdets beboere, og man får samvær på en dejlig måde.
2 af 3 KRISTIAN IBSEN HANSEN, VRIDSTED Der er rigtig mange biler ved skolerne om morgenen, og det undrer mig, hvorfor det er nødvendigt. Skolebussen kører de børn, som bor længst væk, og de børn, som bor tættere på, må kunne gå eller cykle, og så er det ovenikøbet sundere. Jeg vil vove den påstand, at det i dag hverken er farligere, vådere eller koldere, end da jeg gik i skole. Man kan faktisk komme til at nyde den friske luft, og så er man klar til dagens læring. Jeg tror, det er noget, som forældrene har valgt - ud fra ønsket om at gøre noget godt for deres børn - men det er en »bjørnetjeneste«.
3 af 3 LINE LARSSON, LØGSTRUP Av av, det spørgsmål gør naller. Skulle min fornuft tale, ville svaret være, at børnene selv kan gå til skole - både for at minimere trafikken og for motionens skyld. Men jeg må også bekende, at jeg selv starter bilen op og kører mine drenge i skole, hvis regnen vælter ned. At forældre kører deres børn i skole, når de er på vej til jobbet, kan jeg slet ikke se noget forkert i. Men at starte bilen, som jeg selv gør, KUN for at køre børnene i skole en regnvejrsdag - er nok ikke så heldig en ide. Noget, der kan gøre mig tosset og forarget, er, når bilister ikke viser hensyn til skolebørnene og kører med hovedet under armen.

Trafik og Veje ved Viborg Kommune har lovet at kigge på Skolegade i Stoholm, som ofte »sander til« om morgenen, når forældre afleverer børn ved skolen.

I uge 18 delte skolelederen på Vestfjendsskolen flyers ud til forældrene, da Viborg Kommune iværksatte kampagnen ”Vær frisk – hop på cyklen” med opmærksomhed på aktiv transport til og fra skole. Også i Vridsted svinger den ene bil efter den anden nemlig ind ved skolen hver morgen for at aflevere børn.