Årets lokalområde skal findes uden for Fjends

Fire byer kæmper om at overtage titlen fra Sparkær

26. august 2019, 12:41
Sparkær blev kåret som Årets Lokalområde 2018. Fra venstre er det Sparkær Lokalråds Lone Sørensen, Anne Højgaard og formand for Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg Mette Nielsen (S). Foto: Henrik Bagge

Sidste år var det Sparkær, der løb med titlen foran Stoholm og Skals, men i 2019 er ingen byer i Fjends blandt de fire finaledeltagere, når Årets Lokalområde i Viborg Kommune skal findes.

Faktisk er der heller ingen fra Fjends, der har søgt, og Landdistriktsudvalget har besluttet at lade alle fire ansøgere fortsætte til finalen.

Derfor er det nu Løvskal, Bjerregrav, Rødkærsbro og Klejtrup, der skal dyste om, hvem der har taget det bedste initiativ til at tiltrække nye tilflyttere.

Alle får en præmie

De fire byer kan nu se frem til at få besøg søndag den 1. september, hvor de skal præsentere Landdistriktsudvalget for deres initiativer i konkurrencen om 1. præmien på 50.000 kroner.

Udvalgets beslutning om at nominere fire kandidater betyder samtidig, at der bliver 25.000 kroner til hver af de tre byer, som ender på andenpladsen. Alle præmier skal anvendes til almennyttige formål i lokalområdet.