Jubilæum Stoholm har givet Ib hans bedste år

Damsgaard Fysioterapi og Træning har gennem 10 år haft 2000 patienter igennem klinikken

29. august 2019, 08:35
1 af 2 Ib Damsgaard holder fredag den 6. september reception efter 10 år med Damsgaard Fysioterapi og Træning i Nørregade i Stoholm. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 81 træningspatienter fordelt på 14 hold kommer p.t. hver uge og træner hos Ib i Damsgaard Fysioterapi og Træning. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Omkring et par tusinde forskellige cpr-numre har passeret gennem klinikken på 10 år.

81 træningspatienter fordelt på 14 hold kommer p.t. hver uge og træner.

Han står op med hønsene i Viborg, møder hver morgen klokken 6.30 i Stoholm og går igen klokken 18. Han arbejder omkring 60 timer i ugen og har stadig sin første sygedag til gode.

Ib Damsgaard kan fredag den 6. september fejre 10 års jubilæum med Damsgaard Fysioterapi og Træning i Nørregade i Stoholm, men selv om det er gået stærkt, har han ingen aktuelle planer om at sænke farten, endsige stå af.

- Jeg har forsøgt at drosle lidt ned, og jeg kunne have gået på efterløn i år, hvis jeg ville. Men jeg holder rigtig meget af mit arbejde, og jeg er meget glad for at være her i Stoholm. Og så længe, jeg kan holde til det i mine hænder, så fortsætter jeg. Og så er det jo noget, jeg selv har skabt. Det betyder også noget, siger Ib Damsgaard.

Stoholm ved et tilfælde

Før, han kom til Stoholm, havde Ib Damsgaard gennem godt en halv snes år lejet sig ind på en klinik i Viborg, men der var forholdene blevet sådan, at han ikke længere kunne leve med dem, så han besluttede sig for at gå solo.

- Og så var der en konkurrence-klausul, der sagde minimum 10 kilometer, og så var det bare at tage en passer og slå en ring, siger Ib Damsgaard, som lidt tilfældigt endte i Stoholm.

- Jeg havde en patient, som sagde: »Du skal komme til Stoholm«. Og jeg må ærligt indrømme, at før det havde jeg aldrig været i Stoholm, men det skulle undersøges, siger Ib Damsgaard.

Satte svigerfar i gang

Hans svigerfar, som kendte lidt til forholdene omkring Stoholm, blev sat i gang med et sondere terrænet, og han vendte tilbage efter et par dage og meddelte, at han nu havde fundet egnede lokaler.

- Han sad i Rotary med Kurt Lomborg, som dengang var dyrlæge herinde ved siden af, og der lå nogle rigtig fine lokaler til mig. Det var et stort rum, så jeg kunne bare tegne på et stykke papir, hvordan jeg gerne ville have det indrettet, så det var perfekt. På den måde blev det Stoholm, og det har jeg aldrig nogensinde fortrudt, siger Ib Damsgaard.

Lever af anbefalinger

Ib Damsgaard gik på med krum hals i de nye lokaler i Nørregade, selv om han i første omgang måtte notere en lille streg i regningen, da Regionen var fedtet med at uddele de ydernumre, som gør, at fysioterapeuten kan behandle med tilskud fra den offentlige sygesikring.

- Men så måtte jeg jo bare gøre mit arbejde så godt, at folk alligevel ville bruge mig. Og qua min erfaring kan jeg måske mange gange også klare tingene lidt hurtigere, så det i sidste ende ikke nødvendigvis bliver dyrere. Alligevel har jeg været positivt overrasket over den opbakning, jeg har fået herude, efter jeg først lige kom i gang. Men jeg har egentlig levet rigtig meget af, at folk har anbefalet mig til andre, siger Ib Damsgaard.

Får et personligt forhold

Træningsholdene fylder meget i arbejdet, nogle dage med fire hold, men der er også dage med blot et enkelt hold. Der skal nemlig også være tid til at se individuelle patienter, og det bliver der ikke lavet om på.

- Den, der har været hos mig længst, har jeg haft i 22 år. Hun startede hos mig inde i Viborg. Så man får også et personligt forhold til dem. Og det er også noget af det dejlige ved Stoholm. Den er så lille, at man kan sætte ansigt på rigtig mange af folkene herude, siger Ib Damsgaard, der foreløbig kan se tilbage på 10 år i Stoholm og ikke udelukker, at det kan blive til 10 år mere.

- Det håber jeg da. Jeg bliver ved, lige så længe jeg kan holde til det. Og jeg kan i hvert fald sige, at de år, jeg har været her i Stoholm, har været de bedste 10 år i min karriere.