Lokale kunstnere åbner atelieret

02. september 2019, 16:53
1 af 2 Maleri af Elisabeth Agerskov. Privatfoto
2 af 2 Maleri af Tove Lois Andreasen. Privatfoto

Stoholm »Åbne Atelierdøre« er en slags kulturfestival, hvor 32 kunstnere og kunsthåndværkere fra Skiveegnen åbner dørene til deres respektive atelierer.

Det er så at sige en mulighed for at møde kunstnerne på deres hjemmebane bag kulisserne i værkstedet, hvor de laver deres malerier, smykker og skulpturer.

Det løber af stabelen i weekenden 7.-8. september, og i Stoholm kan man besøge Elisabeth Agerskov på Iglsøvej 36, hvor også en række gæsteudstillere vil være at finde. Det drejer sig om Annie Staun, Gunhild Ramsdal, Marianne Thomsen og Vibeke Larsen.

Ser gerne nye ansigter

Elisabeth Agerskov selv er autodidakt billedkunstner, og hendes malerier er primært naturbilleder med et abstrakt look, gerne på akryl.

Elisabeth er normalt også gæstfri, men til Åbne Atelierdøre ser hun frem til også at møde nye ansigter.

- Jeg håber da bestemt, at nogle nye også vil finde vej hertil for at snuse lidt rundt og blive inspireret, siger Elisabeth Agerskov.

Keramiker Trine Toft, der holder til på Skråvej 1 mellem Stoholm og Lånum, åbner også døren til værkstedet, hvor hun tilvirker sine skulpturer, figurer og krukker.

Og i Fly er det Tove Lois Andreasen, der er kendt for sine havmotiver og ikke mindst sine portrætter, der udstiller på hjemmeadressen Vrouevej 11, og ikke i Granitbutikken, som det ellers står at læse i kulturfestivalens katalog.