Duften af grill trak folket til

Fredag aften var hyggen i højsædet, da der var grillfest ved brugsen i Løgstrup

04. september 2019, 08:23
To gange Storm sørgede for, at folk fik noget godt at spise fra grillen. Foto: Britta Kristiansen

LØGSTRUP Der var blevet grillet gris i store mængder, og det duftede - næsten - over hele Løgstrup.

Fredag havde Slagter Storm og Dagli`Brugsen i Løgstrup inviteret til grillfest foran Brugsen, og det benyttede rigtig mange sig af. Faktisk måtte uddeler Jonas Jensen sammen med bestyrelse og personale hente flere borde og stole i Brugsens kantine undervejs.

Slagter Ole Storm stod selv bag grillen sammen med sin datter, og de to gange Storm langede rigtig mange stykker grillet gris ud - sammen med salatbord og kartoffelsalat.

Underholdning var der også tænkt på. Børn fra Musikcamp på Løgstrup Skole optrådte med dans, Rooster Swing spillede sprøde toner og rideklubben gav en tur på hesteryg.

Et hyggeligt arrangement i Løgstrup på en af sensommerens fine aftener.