Serie Familien på Flintegård

Familien Noe i Daugbjerg gør det hele selv, når de lever med og af den natur, der omgiver dem

05. september 2019, 10:50
1 af 9 John, Dorthe og Cornelius Noe har valgt et liv på landet. Foto: Britta Kristiansen
2 af 9 Cornelius er gået ind til de sjove, sydafrikanske geder. Foto: Britta Kristiansen
3 af 9 Cornelius er nu teenager med eget værelse og hang til computer. Men han hjælper stadig gerne til på Flintegård. Foto: Britta Kristiansen
4 af 9 John, Dorthe og Cornelius Noe har valgt et liv på landet. Foto: Britta Kristiansen
5 af 9 Der er både høns, gæs og vagtler på Flintegård. Foto: Britta Kristiansen
6 af 9 Det er ikke svært at få øje på idyllen på Flintegård. Foto: Britta Kristiansen
7 af 9 Det er ikke svært at få øje på idyllen på Flintegård. Foto: Britta Kristiansen
8 af 9 Fisk fra søen på Flintegård bidrager også til spisekøkkenet. Foto: Britta Kristiansen
9 af 9 Det er et stort arbejde at lave alting selv, når man har fuldtidsarbejde ved siden af. Selv en sød skovgris passer ikke sig selv. Foto: Britta Kristiansen

Daugbjerg Det er ikke nemt. Men de synes, det er skønt.

Familien Noe bor på Flintegård langt ude på landet sådan cirka mellem Daugbjerg og Kongenshus Hede. Og det er et helt bevidst valg.

De er nemlig vilde med landlivet og vil gerne selv stå bag alt det, der til daglig skal puttes i munden til måltiderne.

For far, mor og teenage-søn handler det om livsværdier, når familien har valgt at være selvforsynende.

Fjends Folkeblad har besøgt den lille familie i den landlige idyl, der kan blive udfordret, når vind og vejr pludselig får afgørende indflydelse på spisekammeret.

I denne uge præsenterer vi Dorthe, John og Cornelius Noe, inden vi gennem en hel sæson følger familien, hver gang årstiden skifter.

Ville ud på landet

Dorthe Noe underviser på Asmildkloster Landbrugsskole og er uddannet landmand og jordbrugsteknolog, så det ligger til hende - det med interessen for dyr og planter.

Og derfor var der heller ingen tvivl, da Dorthe og John Noe i en lidt sen alder fandt sammen.

De ville bo et sted, hvor der var masser af plads og mulighed for at dyrke jorden og have masser af dyr.

Gården rummer skovgrise, geder, gæs, høns og vagtler, og i den lille sø kan der fanges fisk.

- Jeg føler mig allermest rig, når der lige er slagtet - og fryseren er fyldt med kød, siger Dorthe med et smil, da Fjends Folkeblad første gang besøger Flintegård.

Dorthe og John går også begge på jagt - John dog mere end Dorthe, da der er så meget andet, der trænger sig på i en travl hverdag.

En slidsom livsstil

I køkkenhaven står række efter række af alle de gode, grønne sager - og det samme i drivhuset, der blandt andet giver tomater og agurker. Der er også masser af frugttræer og bærbuske, der omkranser gården.

Men det er et stort arbejde at lave alting selv, når man har fuldtidsarbejde ved siden af. Mens Dorthe Noe arbejder på landbrugsskolen, så er John Noe leder på en fabrik.

- Det er selvfølgelig slidsomt. Men det er en livsstil. Det handler om livsværdier - om at gøre det på sin egen måde. At spise sine egne produkter, i stedet for at spise noget, man ikke ved, hvor kommer fra. Men det er hverken billigt eller bæredygtigt at leve på den her måde. Ikke med det hele i hvert fald, for jeg har gang i fire store frysere for at have plads til det hele, siger Dorthe, mens hun viser rundt.

Der er hylder med saft og alt det syltede, men der er ikke meget på hylden lige nu - for det er snart ved at være syltetid igen.

Sønnen på Flintegård

Det var i 2003, at de købte Flintegård - og siden er Cornelius kommet til.

Han er nu teenager med eget værelse og hang til computer - men dog stadig med en interesse i at hjælpe til på Flintegård. Og han siger selv, at han har haft en fantastisk barndom med gode værdier.

Cornelius var for nogle år siden hovedperson i en børnebog - »Cornelius og gåsen«. Forfatteren besøgte familien mange gange og tegnede og skrev om familiens hverdag. For der er altid rigtig meget at tage sig til året rundt, når man bor ude på landet og gerne vil gøre alting selv.

Og Fjends Folkeblad vil således også vende tilbage til familien og fortælle mere om, hvordan det er at bo i pagt med naturen.

Det vil vi gøre, hver gang årstiden skifter, men allerede i næste uges avis kan du læse om sommertiden på Flintegård, og hvorfor vejret er så altafgørende, at en enkelt nat med frost på et forkert tidspunkt kan betyde utroligt meget, hvis man er selvforsynende.