Klassiske biler på Lundø

Så kan man igen ser særegne biler på Lundø

13. september 2019, 16:27
Lørdag kan man igen se klassiske biler på Lundø. Privatfoto

LUNDØ Motorentusiaster og andre, der elsker lugten af benzin og motorolie og synet af gamle og nyere klassiske biler, lastbiler, busser, motorcykler og knallerter i lange baner, kan få deres lyst styret og lidt til, når køregruppen Krumtapperne lørdag den 14. september for 15. gang afvikler Lundø Classic Motor Show på Lundø – som altid i samarbejde med Lundø Strand Camping.

Arrangementet er en stor begivenhed for mange, både træfdeltagere og tilskuere, og der må forventes køkørsel ad de små, snirklede veje hele dagen til og fra den naturskønne halvø i Limfjorden. Folk stiller deres campingborde op langs ruten for at nyde synet af de mange spændende køretøjer, som nok skal få begejstrede smil frem hos både kendere og almindelige mennesker i alle aldre.

Lundø Classic er efterhånden kendt vidt omkring. Deltagerne kommer sædvanligvis fra store dele af Danmark samt fra England, Tyskland, Norge og Sverige for at være med til det.

Deltagerantallet svinger fra år til år afhængigt af vejret, for udsigt til regn kan få mange til at blive hjemme af frygt for fugt og rust i de velplejede køretøjer. De senere år har antallet ligget på 650-800 køretøjer, som sammen med de mange besøgende skaber en hyggelig og festlig stemning på pladsen ved siden af og over for campingpladsen.

Folk dukker op, kører rundt, viser deres biler eller tohjulede frem, og mange vælger at blive på Lundø i adskillige timer for at hygge sig med andre bilister og motorcyklister med samme lidenskab for klassiske køretøjer.

De usædvanlige befordringsmidler præger som nævnt trafikken og vækker opmærksomhed langs ruten, så man skal regne med at køre hjemmefra i god tid.