Stoholm storsejrede på kunstgræs

Jonathan Jul kvitterede for plads på toppen med et hattrick

07. oktober 2019, 11:16
Arkivfoto

Fodbold, serie 3 herrer

Eastside Viborg–Stoholm IF 2-7 (2-4)

Målscorere for SIF: Jonathan Jul 3, Per »Unge« Jensen, Nicolaj Broch Andersen og Jesper Lindegaard samt et selvmål

Der var dømt bund mod top, da Eastside Viborg – der er en sammenslutning mellem Overlund og Houlkær – tog imod Stoholm sent torsdag aften på kunstgræsbanen i Overlund.

Der sker ofte overraskelser i fodboldens verden, men det var ikke tilfældet torsdag, for da dommer Morten Møller fløjtede de 90 minutter af, fulgte resultatet tabellen. Fjandboerne kom, så og sejrede nemlig med stensikre 7-2 efter 4-2 ved pausen.

I et snuptag havde gæsterne bragt sig i front med 2-0, da Jonathan Jul og Per »Unge« Jensen nettede inden for de første 10 minutter.

Men udeholdet havde sit hyr med at holde værterne fra fadet i forbindelse med dødbolde og indlæg, og da der var spillet 40 minutter var stillingen pludselig 2-2. Det lignede altså remis ved halvtid, men Jonathan Jul – der i topscorer Nicolaj Christensens fravær var rykket helt frem i angrebet – ville det anderledes, og han sørgede med to scoringer i de døende minutter for en 4-2 pauseføring til stoholmerne.

Den afslutning på 1. halvleg kom Eastside Viborg sig aldrig over, og derfor var Jesper Lindegaards tropper i kontrol i de sidste 45 minutter.

I nævnte rækkefølge sørgede Nicolaj Broch Andersen, et selvmål og Jesper Lindegaard for scoren 7-2, da der blev fløjtet af i det østlige Viborg.

Efterfølgende havde assistenttræner Kim Kirkeby følgende kommentarer til matchens forløb.

- Vi får en fin sejr på en aften, hvor det ciffermæssigt nok bliver et par mål for meget i forhold til spil og chancer, men vi havde stor effektivitet og spillede bolden godt rundt på kunstgræsbanen. Vi glæder os over 1. pladsen, men vi ved også, at der ikke er plads til fejltrin, for Sunds puster os i nakken. Nu får vi en kamppause, og så bliver det meget spændende at se, hvordan vi klarer os i de sidste tre kampe, lød det fra Kim Kirkeby.

Næste dyst for SIF er på udebane mod Ravnsbjerg/Løgstrup - en modstander som stoholmerne stort set altid spiller tætte og dramatiske kampe i mod. Senest i det omvendte møde, der efter hæsblæsende 90 minutter sluttede uafgjort 4-4 i Stoholm.

På nuværende tidspunkt står opgøret til afvikling fredag den 18. oktober, men det er uvist, om matchen bliver flyttet til søndag d. 20. oktober.