Borgermøde om Sparkærs fremtid

Onsdag skal Sparkærs borgere hjælpe med at sende byen i den rigtige retning

07. oktober 2019, 16:12
Arkivfoto: Henrik Bagge

Sparkær Skolelukning og togstop har på det seneste igen fyldt meget i Sparkær, og selv om disse emner ikke direkte er på dagsordenen, når der onsdag aften fra klokken 19 er borgermøde i Sparkær Forsamlingshus, kan det nok ikke undgås, at de kommer til at fylde noget.

Det er nemlig overordnet »Fremtiden for Sparkær«, der skal diskuteres på borgermødet, hvor alle er velkomne.

Byrådet i Viborg Kommune har nemlig besluttet at sætte ekstra fokus på mulighederne for udvikling og øget bosætning i hele kommunen, og en udviklingsgruppe for Sparkær har sammen med repræsentanter for Låstrup, Rødding, Vammen og Ravnstrup i august deltaget i en fælles workshop.

Seks workshops

Og ifølge Jan Kirsch Pedersen fra Udviklingsgruppen for Sparkær bliver netop »workshop« omdrejningspunktet for onsdagens borgermøde, der er delt op i seks forskellige temaer, som afvikles med workshops over to omgange, så alle får mulighed for at dykke ned i to temaer.

Temaerne er byens omgivelser, rum, trafik, bygninger, aktører samt samarbejdet mellem disse.

Hensigten er i fællesskab at få formuleret ønskerne til den fremtidige udvikling, samtidig med at helt konkrete forhindringer for udvikling og bosætning bliver identificeret.

Borgermødet har fra forvaltningen i Viborg Kommune tilslutning af planchef Karl Johan Leegaard, chef for landdistriktsudvikling Hanne Nissen Toksvig og arkitekt og planlægger Helle Lorentsen.