112 Værnepligtig dræbt af flugtbilist i Karup

Politiet efterlyser sølvgrå bil med store skader, efter 22-årig mand fra Grønland blev påkørt ved Flyvestation Karup

08. oktober 2019, 09:10
Foto: Martin Ballund

Karup En 22-årig mandlig værnepligtig fra Grønland afgik mandag aften ved døden, efter han i et fodgængerfelt ved indgangen til Flyvestation Karup blev ramt af en bil, der derefter flygtede fra gerningsstedet. Forsøg på genoplivning af personale fra flyvestationen var forgæves.

Klokken 20.43 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse fra hovedvagten, hvor man havde hørt et voldsomt bump uden for vagten og ved nærmere inspektion havde fundet en blødende, livløs mand på Herningvej lige uden for flyvestationen.

Politiet har tjekket overvågningen fra hovedvagten og efterlyser en grå/sølvgrå personbil på størrelse med en Peugeot 206, der på gerningstidspunktet var på vej i nordlig retning mod Viborg. Politiet har efterfølgende søgt efter bilen hele natten.

En bilinspektør har været på gerningsstedet og vurderer, at bilen har kørt omkring 70 km/t, da den ramte manden, der efterfølgende er fløjet cirka 28 meter gennem luften. Bilinspektøren vurderer derfor, at der må være store skader på fronten af bilen.

Politiet har modtaget flere tips fra befolkningen, som man er i gang med at undersøge. Kan nogen bidrage yderligere til opklaringen, kan man kontakte politiet på 114.

Den afdødes mor på Grønland er underrettet.