Forstærkning til Stoholm-Viborg Håndbold

Den tidligere ligaspiller Jacob Kühne er hoppet i den nye klubtrøje

09. oktober 2019, 10:14
Jacob Kühne. Privatfoto

Stoholm Selv om holdet har fået en udmærket start på tilværelsen i 2. division med to sejre i tre kampe, har snakken efter kampene alligevel haft den mørke undertone, at det ikke er holdbart i længden med en trup, der er så smal, at man gennem tre kampe reelt har kørt uden udskiftninger.

Men nu lysner det også på den front, idet Stoholm-Viborg Håndbold med glæde i dag kan præsentere en vigtig tilgang til 2. divisionstruppen.

Kommer med et godt cv

Der er tale om den tidligere ligaspiller Jacob Kühne, der senest har spillet i Kolding HK, men også har repræsenteret Fredericia HK og inden det havde spillet ligakampe for KIF Kolding København, ligesom han har været med omkring U20-landsholdet.

Jacob Kühne er 22 år, bor til daglig i Randers og er i gang med at blive politibetjent. Han vil i sæsonen spille med nummer 15 og vil være spilleberettiget i torsdagens kamp på udebane mod Nørre Djurs.

Jacob Kühne har allerede trænet med de nye holdkammerater, og Stoholm-Viborg Håndbolds cheftræner Allan Kjær kunne efter tirsdagens træning glæde sig over tilgangen.

- Vi har en meget smal trup og kan i den grad bruge Jacob allerede fra dag ét. Han er en spændende og alsidig spiller, og desuden har han så meget erfaring, at han hurtigt vil kunne integreres i vores spil, siger Allan Kjær.

Brænder for sagen

Jacob Kühne var også selv fuld af lovord efter sin første træning i Stoholm.

- Først og fremmest er jeg glad for, at Stoholm-Viborg tror på mig, og at de ønsker at have mig med ombord i det her superspændende projekt. Det gjorde det også ekstra svært for mig at sige nej tak, selv om håndboldskoene var blevet lidt støvede, siger Jacob Kühne.

Han understreger, at han blev overbevist af, hvor meget de klubmennesker og spillere, der står bag, har knoklet for projektet og brænder for kærligheden til håndbolden.

- Jeg tror på, at jeg har nogle kompetencer og nogle færdigheder, der gør, at jeg kan hjælpe Stoholm-Viborg fremad i den rigtige retning. De nuværende spillere og deres mentalitet kombineret med hele setup´et gør, at det er en lille, men virkelig ambitiøs klub, som jeg glæder mig til at være en del af sæsonen ud.