Nye salmebøger til Birkegården

10. oktober 2019, 15:28
Præst i Stoholm Anna-Christine Bruhn Elming flankeret af Vagn Brogaard (tv) og Knud Lang fra Lions Fjends. Foto: Henrik Bagge

Stoholm - De sidste 16 år har beboerne her sunget af en forældet udgave af salmebogen, men det er slut nu.

Lokationen var Plejecenter Birkegården i Stoholm, tilhørerne var stedets beboere, og ordene var sognepræst Anna-Christine Bruhn Elmings.

Hun holder gudstjeneste på plejecentret første og tredje torsdag hver måned, men denne torsdag var noget særligt. Der var nemlig mødt fine gæster op.

Det var Knud Lang og Vagn Brogaard fra Lions Fjends, der var kommet for at overrække Birkegården 30 nye udgaver af Den Danske Salmebog plus en tilhørende nodebog til organist Rita Rozko.

Gerne med store typer

Knud Lang benyttede lejligheden til kort at fortælle om det virke, der udføres af Lions, som er verdens største frivillige organisation.

- For nogen tid siden fik vi en ansøgning fra Dorthe Stubkjær om, at I her på Birkegården manglede nogle salmebøger, og gerne nogle med store typer. Det drøftede vi i klubben og blev enige om, at med det store stykke arbejde, de frivillige gør her, så ville vi gerne efterkomme ansøgningen. Så værsgo, her er 30 salmebøger med stor tekst, sagde Knud Lang og blev mødt af klapsalver og mange gange tak.

Derefter delte han og Vagn Brogaard de nye, skinnende salmebøger ud blandt beboerne, så de kunne blive testet med »Op al den ting, som Gud har gjort«, der i den nye salmebog har nummer 15.