3 MENINGER: Internet i provinsen

Hvad mener du om at sløjfe puljen til hurtigere internet i provinsen?

13. oktober 2019, 15:52
1 af 3 HEIDI LYHNE FREDERIKSEN, SJØRUP Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, hvis puljen sløjfes. Skal der ske tilvækst i yderområderne, skal der være ordentlig internetforbindelse, og det gælder både, hvis man skal drive en virksomhed eller som almindelig borger. Jeg oplever som medejer af en virksomhed, at der er rigtig dårlig internetforbindelse på virksomhedens adresse. Dette har medført, at al mailkorrespondance osv. må foregå på en anden adresse, og det er uholdbart. At der skal være så store forskelle på, hvor man bor i landet, er absurd.
2 af 3 HP JOHANSEN, SPARKÆR Det er en rigtig dårlig idé og harmonerer slet ikke med Mette Frederiksens nye begreb og mantra »Nærhedsreform«, som har fået megen omtale. Men den nye regering har travlt med at finde midler til at finansiere alle valgløfterne, og selv »småbeløb« som 98,5 mio. kan bruges. Endnu et eksempel på, at politikere siger et og gør noget andet – her til stor skade for ikke mindst erhvervsmuligheder i landdistrikterne. Noget tyder dog på, at finansministeren allerede er ved at blive blød i knæene.
3 af 3 HELLE HAANING BROGAARD, VRIDSTED Hvis regeringen sløjfer bredbåndspuljen vil det skade bl.a. landdistrikterne. Konsekvensen bliver færre tilflyttere, manglende erhvervsudvikling og huse, der ikke kan sælges. VI vil få et digitalt A- og B-hold. Der er stor enighed på tværs af de politiske partier om at bibeholde puljen, og fra en regering, som siger de ønsker et Danmark i balance og sammenhængskraft mellem land og by, så undrer det mig, de vil sløjfe denne pulje. Gode bredbåndsforbindelser er vigtigt, hvis vi ønsker virksomheder i hele landet.

Fra næste år vil regeringen ikke længere hjælpe borgere og virksomheder med dårligt internet i provinsen. I tre år har boligejere og virksomheder i tyndt befolkede områder i Danmark ellers kunnet søge støttekroner til hurtigere internet gennem en pulje målrettet landdistrikter, hvor teleselskaberne tøver med at rulle hurtigt bredbånd ud. Men det skal være slut, ifølge finanslovsudspillet fra regeringen, der vil aflive puljen til ca. 100 millioner kroner med udgangen af 2019. Går det sådan, kan det få store konsekvenser for udviklingen i landdistrikterne, mener Landdistrikternes Fællesråd.